55-årige Toni Thennov forvandler sig hver aften til en langbenet elverkvinde med en tiger ved sin side. Hun er »World of Warcraft«-spiller og stresser af ved at være en anden.
»Altså, jeg var med i et rigtig godt guild, og når man laver sådan et raid, tager det fem timer. Jeg er hunter. Så jeg kan lægge isfælder. I et raid skal du slå fem bosser ihjel. Når den røde ring kommer, skal du altså flytte dig.«
Toni Thennov ved det godt. At ordene her falder med en nørdet ivrighed, der normalt tilhører teenagedrengene. Dem, der ellers spiller online-rollespillet »World of Warcraft«. Hver aften tager den 55-årige kvinde sit headset på og bliver til en elverkvinde ved navn Lightshade, der svæver gennem spillets verdener.
Derinde bliver hun ikke ældre. Derinde skal hun ikke holde styr på tallene, ligesom hun gør i sit daglige arbejde som bogholder hos modetøjsfirmaet Wood Wood. Derinde kan hun holde det på afstand, som hun frygter mest. Stilstanden.
»De unge spiller meget hurtigt. De vil bare igennem. Jeg nyder landskaberne og bevæger mig mere langsomt igennem spillet for at få det hele med. Du kan stresse af på mange måder. Det her er min måde at gøre det på. Når jeg sidder der og kun skal tænke på at flytte mig hurtigt, glemmer jeg alt om mit arbejde og andre ting. Det handler kun om nuet i spillet. Så giver jeg helt slip.«
Først sukkede hun over, at sønnen skulle have 100 kroner om måneden til at betale for at spille »World of Warcraft«, da spillet kom i 2004. Det endte med, at Toni Thennov så mere på, hvad der foregik på sønnens computerskærm, end hvad der skete på hendes eget fjernsyn.
»Jeg spiller, fordi det er sjovere at være aktiv foran en skærm end at sidde foran en og være inaktiv. Jeg spiller ikke spil som »Counter-Strike«. Jeg er ikke til combatspil. Jeg kan godt lide survival-spil, hvor du skal overleve, og hvor du bliver overfaldet af en zombie eller øksemand.«
Del af en international gruppe
Da hendes søn, Daniel, blev 11 år, begyndte de for alvor at spille sammen. De blev en del af en stor international gruppe – en såkaldt guild – og hver dag efter aftensmaden gik de i en længere årrække online for at slås fra kl. 19 til 23. Det lå helt fast.
Andre dage kom hendes søns venner på besøg og overnattede for at spille hele natten igennem. De sad seks drenge inde på værelset, mens Toni Thennov sad ude i stuen og spillede med fra sin egen computer. Noget, vennerne syntes var helt vildt sejt. Det syntes drengene i den internationale gruppe også, at hun var.
»Mens vi stod der midt i en ildkamp, kunne der i chatfunktionen poppe et spørgsmål op: ’Hvordan kysser man en pige?’ De spurgte mig om alt muligt, da de fandt ud af, at jeg var en ældre kvinde. Jeg har fået mange tilkendegivelser om, at de her drenge holdt af mig. Så jeg kender ret godt til unge drenges liv. Det har gjort, at jeg har fået en bedre forståelse for min egen søn. Alt det, jeg hører andre mødre kæmper med, har jeg ikke oplevet.«
Toni Thennov kan ikke sidde stille. Når hun sidder i sofaen, trommer hendes ben. Som de nu gør på en tidligere danselærerinde med egen danseskole. I dag er hendes søn 22 år gammel. Når han kommer på besøg hos sin mor, ender de også altid med at lave noget. Det noget er som regel at spille. Mens forældre med advarende ord altid fortæller deres børn, at de ikke skal spille for meget, er tingene vendt på hovedet hjemme hos familien Thennov.
»Han siger altid til mig: ’Det er godt, du spiller, mor. Det holder dig ung oppe i hovedet.’ For der sker mange ting i sådan et spil. Jeg spiller altid person mod miljø. Jeg er ikke ung eller hurtig nok til at spille mod en anden person. Jeg taber hver gang, når jeg alligevel gør det. Det holder mig mentalt meget i gang at spille.«
Kedelige jævnaldrende
Hun synes faktisk, at mange af hendes jævnaldrende er lidt kedelige. Dem på 50+, der er gået i stå, efter at børnene er flyttet hjemmefra. Dem, der bare hænger foran fjernsynet aften efter aften.
»Man kan ikke forklare det her til sine jævnaldrende. De har stået her ved siden af computeren og set på spillet, men de kan ikke forstå det. De forstår ikke spillet. De ser ikke det i det, som jeg gør. Min bror synes også, at det er spild af min tid. »
Nogle gange har Toni Thennov da også tænkt: Hvad er det egentlig, jeg laver? I de øjeblikke tænder hun prompte fjernsynet i irritation over sig selv. Der går altid ti minutter. Så går hun alligevel over til computeren.
»Når folk hører, at jeg spiller, synes de, at jeg er noget nørdet. At jeg er virkelig anderledes. Jeg har bare en anden interesse. Jeg har endnu ikke mødt nogen på min egen alder endnu i spillet. Men jeg ved, at de er der.«
Til julefrokosten forrige år på arbejdet lavede de en dansekonkurrence. Toni Thennovs hold vandt, og hendes kollegaer kastede hende i ren og skær jubel op i luften. Der var bare ingen, der greb hende igen. Noget, hun stadig ikke helt kommet over med smerter i nakken. Derfor kan hun ikke længere være med i »World of Warcraft«s raids, hvor man spiller flere sammen.
»Nu spiller jeg kun fire timer om dagen. Jeg stopper aldrig med at spille. Så er det, fordi mine fingre ikke længere kan mere. Eller fordi mit syn ikke kan mere. Måske vil jeg ikke være lige god om 20 år, som jeg er i dag. Men jeg vil stadig lunte igennem et par baner. Det er helt sikkert.«
