Pia Struck er 55 år, seksualterapeut og så er hun stor fortaler for ’voksenamning’, eller som hun kalder det; erotisk laktation.

Det er, når et voksent menneske ammer et andet voksent menneske for at opnå seksuel nydelse.

»Jeg kalder det erotisk laktation simpelthen for at få det væk fra børneassociationen. Laktation er brystmælk, og enhver kan få det, hvis de har vedholdenheden til at blive ved med at amme,« fortæller hun til BT.

Pia Struck har over 30 års erfaring som blandt andet seksualterapeut med fokus på seksuelle minoriteter og seksuel mangfoldighed, og hun opdagede selv begrebet erotisk laktation for cirka seks år siden på internettet.

»Jeg havde det bare sådan; 'wow, det må jeg bare prøve',« fortæller Pia, om første gang hun blev bekendt med konceptet.

Langt bedre orgasmer

I dag har hun været i et fast parforhold i godt halvandet år, hvor hun dagligt ammer sin partner. De to mødte hinanden på nettet, og ifølge Pia Struck er de positive effekter ved voksenamning ikke til at tage fejl af.

»Det er simpelthen så kærlighedsforskønnende i parforholdet. Det bringer en i nogle helt andre stemninger, end dem vi kender fra dagligdagen, og det giver livmodersammentrækninger, som giver langt bedre orgasmer,« forklarer Pia Struck.

Hun påpeger dog, at det kræver et fast parforhold for at få amningen til at virke, fordi det kræver en ekstrem vedholdenhed at få en ordentlig mælkeproduktion i gang.

I startfasen skal man således amme sin partner hver anden time for at stimulere brystet og starte produktionen af mælk. Herefter kan man trappe ned til fire gange om dagen, men Pia understreger, at forløbene kan være meget forskellige.

Et enormt tabu

Selvom voksenamning eller erotisk laktation ifølge Pia Struck er »en kæmpe guldgrube for helbredet, sindet og trivslen,« så er det samtidig et enormt stort tabu.

Pia har selv oplevet, at folk omkring hende rynker på næsen, når hun har fortalt om de mange glæder ved at amme sin kæreste.

»Fænomenet er forholdsvis ukendt og et tabu i det normale samfund, og folk reagerer meget negativt, når de hører om det. En veninde blev super vred på mig og sagde, at det kun er børn på op til et halv år, som skal ammes. Og sådan reagerer mange,« siger Pia Struck.

Hun har derfor for godt tre år siden startet hjemmesiden Erotisklaktation.dk, som er et fora for folk, der er interesserede i at gøre erotisk laktation til en del af deres parforhold.

Og her er det især mænd, der er aktive brugere. Ifølge Pia Struck er der i øjeblikket omkring 400 mænd og 80 kvinder, der bruger siden, men mange mænd ønsker det, hun selv kalder en ’Mc.Donalds drive in-løsning’, hvor en kvinde blot kommer forbi, ammer manden og smutter igen.

»Hvis kvinder vil øge deres afsætningsværdi på markedet, så er brystmælk af god værdi, men mange mænd vil have med postordre, og her skal mændene oppe sig og gøre det klart, at de er til at stole på,« forklarer Pia Struck.

Mand ammer sine lesbiske veninder

Gennem hjemmesiden har hun rådgivet omkring 10 par, der gerne ville implementere voksenamning i deres parforhold. Der er fuldkommen tavshedspligt, så alt kan fortælles i fortrolighed, og i øjeblikket er Pia i gang med at hjælpe tre nye par på vej.

Det sker også af og til, at folk vælger at droppe amningen igen, simpelthen fordi det er så tidskrævende.

»Jeg snakkede med en, der havde ammet i otte måneder og besluttede, at det var for stor en indsats. Derefter tog det en måned at trappe langsomt ud,« siger Pia og tilføjer:

»Det var faktisk en mand, som var født med en hormonforstyrrelse, der giver bryster. Han ammede så sine lesbiske veninder.«

Pia Struck fortæller desuden, at hun kender til et enkelt ægtepar, der har voksenammet i flere år – noget der ifølge Pia er »yderst ønskværdigt«.

Porten til stjernerne

En af de laktionseksperter, som Pia Struck ofte deler artikler fra, kalder sig ’Star Gate’, og det er overordnet set meget sigende for den effekt, voksenamning har på parforholdet, som hun beskriver som netop en port til stjernerne.

Og når man først har prøvet det, har man ikke lyst til at stoppe.

»Det kræver et overskud og en daglig regelmæssighed fra begge parter. Men man har heller ikke lyst til at være fra hinanden, for der er ingen steder, man hellere vil være, fordi det er så magisk. Den sammenhørighed og sammensmeltning er utrolig smuk, og det giver meget, meget smukke parforholdsfølelser,« forklarer Pia Struck.

Hun stræber efter at holde foredrag om netop erotisk laktation den første tirsdag i hver måned. Ofte kommer det dog ikke op og stå, fordi tilmeldingerne udebliver. Hun håber, at mere åbenhed om emnet kan få flere til at prøve voksenamning og opleve de mange fordele, hun selv oplever.

»Jeg vil så gerne informere om det, for det giver så meget fantastisk, og det udelukker jo ikke alle mulige sjove seksuelle lege. Der er laktionsporno fra alle kroge af verden fra Rusland til Japan og Kina - og i mange varianter,« forklarer Pia Struck og understreger til sidst, præcis hvor fantastisk voksenamning kan være.

»Det er smukt og godt og yderst berigende for kærligheden, erotikken og livsglæden. Man bliver fyldt med lykkehormoner på et hav af fronter. Man kommer ind i nogle helt anderledes sindstilstande, som er meget store og smukke.«