Mindst 52 nye apotekerfilialer er på vej fordelt over hele landet.

Der bliver kortere til medicin og andre apotekervarer, skriver Politiken.

Apotekerforeningen har kendskab til 52 kommende filialer, som åbner i de kommende måneder fordelt på Sjælland, Jylland og Fyn.

Udviklingen har for alvor taget fart, efter at den nye apotekerlov, som trådte i kraft 1 juli, giver apotekere lov til at eje op til syv filialer inden for en radius af 75 kilometer fra moderapoteket.

»Jeg er glad for at se, at apotekerne arbejder hurtigt med de nye muligheder for at give borgerne endnu bedre service«, siger formand i Danmarks Apotekerforening Anne Kahns til avisen.

Også Patientforeningen Danmark glæder sig over udviklingen. Formand Anette Ulstrup kalder det en fordel for patienterne, at der kommer kortere afstande, især for folk som er gangbesværede. Hun håber, at de flere apoteker også vil betyde, at folk i stigende grad køber håndkøbsmedicin på apoteket, hvor de pågældende fagfolk naturligvis en større viden end et ungt menneske på en tankstation eller i supermarkedet, skriver Politiken.