Hvis du skulle være så heldig at have fri fredag d. 19. juni, eller måske kan møde lidt senere ind på jobbet så kan du - måske - tjene nogle lette penge. Det eneste det kræver er, at du er villig til at tumle ud af sengen før en vis herre står op og bevæge dig ud i Københavns gader og stræder. Der ligger der nemlig 500 kortspil der er pakket med i alt 50.000 kr. i kolde kontanter. Dog er det kun 46 af de i alt 500 kortspil, der rent faktisk indeholder penge. Resten er nitter. Skulle du alligevel være heldig kan du så glæde dig over at pengene er dine kvit og frit.

40 af kortspillene ligger gemt rundt omkring i København og indeholder hver 500 kr. Seks af kortspillene ligger i lommen på en 'udklædt mand' som bevæger sig fra sted til sted. Møder du ham kan du score 5000 kr. Der bliver givet ledetråde til, hvor manden befinder sig gennem radio 100 FM en gang i timen. Manden har i alt seks kortspil, der indeholder 5000 kr. pr. stk. 

Handler om at sprede smil
Det er PartyPoker.com, der på denne måde ønsker at reklamere for deres online-poker spil. Skattekortet ligger på www.pokerskattejagten.dk men indtil kl. 06.00 fredag d. 19. juni er der ikke meget at hente ved at kigge på kortet, der dækker det meste af København - i hvert fald er både centrum samt bydelene Vesterbro, Østerbro, Nørrebro og Nordvest repræsenteret. Men kl. 6.00 fredag d. 19. juni bliver der ifølge PartyPoker.com indtegnet krydser på kortet i tre af Københavns bydele og så går den vilde skattejagt for de morgenfriske. Hvis du er blevet fristet til deltage kan du downloade skattekortet fra sitet.

Ifølge en pressemeddelse fra 'spillefuglene' handler det om at sprede smil blandt københavnerne.

- Poker handler i høj grad om spændingen ved ikke at vide, hvad der gemmer sig i kortbunken, og det er den stemning, som vi gerne vil forsøge at overføre fra de små pokerborde til hele byen, siger Thomas Rasmussen i pressemeddelsen.