Det danske forsvar har brugt 227 millioner kroner på at opgradere og vedligeholde gamle pansrede mandskabsvogne, som alligevel står til skrotning.

Det skriver Søndagsavisen.

I starten af 2012 blev det besluttet, at de danske pansrede mandskabsvogne (PMV) af typen M113 skal sendes på pension og erstattes af nye og mere moderne alternativer.

Dengang regnede man med at skrive kontrakt om de nye vogne i 2014, men det er forsinket til 2015. Men selvom de 50 år gamle PMV’ere nu er dømt til udfasning, har forsvaret brugt 290 millioner på at opgradere, reparere og vedligeholde de mere end 250 vogne, siden beslutningen om at købe nye blev taget i 2012.

63 millioner kroner er brugt på at opgradere og vedligeholde 18 PMV’ere, der har været i brug i Afghanistan.

Men de sidste 227 millioner er brugt på vogne, som alene bruges i Danmark eller ved øvelser.

Oplysningerne får flere af Folketingets ordførere til at kritisere Forsvaret for dets brug af ressourcer.

»Jeg er helt enig i, at der skal bruges penge på de vogne, som vi har brugt i Afghanistan. Vi skal beskytte vores soldater. Men jeg håber, der er en god forklaring på resten af pengene. Det lyder ikke som den smarteste disposition nogensinde, så jeg ser frem til en redegørelse,« siger Leif Mikkelsen (LA), forsvarsordfører i Liberal Alliance.

Enhedslisten kræver en redegørelse fra forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

»Det virker som frås og penge ud ad vinduet. Vi er i en tid, hvor vi sparer på vores børn og velfærd. Og de ældre får ikke ordentlig mad. Set i det lys er det her helt grotesk,« siger Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen (Ø).

Også SF er kritiske og kalder disponeringen »uklog«.

Søndagsavisen har bedt om en kommentar fra Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, men styrelsen har ikke ønsket at svare inden avisens deadline.

BNB