Hver femte virksomhed inden for træ- og metalindustrien har dårligt arbejdsmiljø, viser Ugebrevet A4s kortlægning.

Bremserne på gaffeltrucken virker ikke. Farlige maskiner er ikke afskærmet, og dårlig udsugning gør medarbejderne syge. Knap 5.000 danske arbejdspladser har så alvorlige problemer med arbejdsmiljøet, at de har fået et påbud fra Arbejdstilsynet.

Det skriver Ugebrevet A4, som har kortlagt problemet i de forskellige brancher og på et kort viser samtlige de arbejdspladser, som dumper i arbejdsmiljø.

Værst ser det ud i træ- og metalindustrien, hvor hver femte arbejdsplads i øjeblikket har fået bundkaraktererne, de gule og røde smileys.

Men andre brancher som byggeriet, hospitaler, restauranter, slagterier og sågar kirker og menighedsråd har også problemer. Samlet set er det her hver tiende virksomhed, som har fået påbud.

Travlhed og rod, der medfører, at ansatte falder og kommer til skade, samt generelt dårlige vaner får skylden for problemerne.

- Der er en del virksomheder, som har en hovsa-tilgang til arbejdsmiljø. De springer fra ét problem til det næste i stedet for at arbejde systematisk med arbejdsmiljø. Det minder om førstehjælp i stedet for forebyggelse, siger Jan Tofte Rasmussen, der er miljøkonsulent i Dansk Metal til A4.

Hos arbejdsgivernes organisationer erkender man, at flere arbejdspladser er farlige, og at sikkerheden ikke må sættes over styr. Visse arbejdsgivere lægger dog også ansvaret over på de ansatte.

- Problemet er, når medarbejderne ikke informerer ledelsen, og at nogle medarbejdere bruger udstyr forkert, siger direktør Michael Mikkelsen fra metalvirksomheden Jagi A/S i Kolding til A4.

Den forklaring giver Dansk Metal dog ikke meget for.

- Når ledelsen i Jagi har en dårlig holdning til sikkerheden, smitter den af. De ansatte fik at vide, at de var tøsedrenge, hvis de bad om sikkerhedsudstyr, siger faglig sekretær Frank Grevelund som en kommentar til Jagis direktør.