Bland-selv-slik er blevet en utrolig populær vare at handle med i hele Danmark, og det er også dejligt selv at kunne vælge, hvad der skal være i slikposen, så man ikke længere skal spise det i matadormix-posen, man ikke kan lide.

Læs eksperternes råd nederst i artiklen

Hvad der derimod ikke er rart er, at man som kunde har ganske få muligheder for at tjekke kvaliteten af de søde sager. Der er der ellers god grund til at gøre.

I januar i år blev svimlende 100 ton bland-selv-slik konfiskeret fra et lager i Slagelse, fordi der blev fundet rester af rottelort på det, og i november beslaglagde man 30 ton bland-selv-slik i Valby i København på grund af svindel med datomærkning.

»Det fangede vores opmærksomhed i starten af 2014, hvor vi begyndte at udvide kontrollen af bland-selv-slik. Vi kunne se, at bland-selv-butikkerne pludselig lå på hvert gadehjørne selv i de mellemstore provinsbyer, hvor der før måske kun var en enkelt i hele byen,« siger Michael Rosenmark, chef for fødevarerejseholdet, til Ritzau Fokus.

Læs også: Her er videoen der dokumenterer: Gammelt slik blev ompakket så det kunne sælges på ny

Kontrollerne bliver gennemført i et fælles samarbejde mellem Skat og Fødevarestyrelsen, og det er der en grund til.

»Vi fører ikke statistik på det, så det er en formodning, men der er da tit et sammenfald mellem dem, der svindler med datoen og dem, der svindler med afgifterne. Når der er brodne kar i en branche, er det som regel hele vejen rundt,« siger Per Jacobsen, underdirektør i Skat, til Ritzau Fokus.

Mens myndighederne har flere forskellige måder at finde frem til svindlen på, er det en anden sag for alle os andre. I sidste ende har vi kun den mulighed at snuppe en smagsprøve. Det meste slik skal være et pænt stykke over sidste salgsdato, før man decideret kan se det, men det bliver ofte sejt at tygge i.

»Slik er jo ikke farligt, fordi det bliver gammelt. Det er ikke ligesom kød, hvor der går bakterier i. Typisk vil kvaliteten bare dale,« siger Michael Rosenmark.

Der er der dog flere ting, man som kunde bør lægge mærke til. Prisen kan eksempelvis sende et faresignal, hvis den er for billig. Der ligger en afgift på 21 kroner per kilo slik samt butikkens øvrige omkostninger.

»Man kan ikke sætte lighedstegn mellem en lav pris og så afgiftssvindel, men det er et parameter af flere, vi bruger til at vurdere på,« siger Per Jacobsen.

Sælger man bland-slik-slik til fem kroner for 100 gram kan man kun tabe penge på salget, forklarer han videre. Det kan man altså kun gøre i en periode som et reklamefremstød.

Eksperternes bedste råd

- Køb kun slik fra butikker, der har en synlig smiley-rapport.

- Læg mærke til hvordan hygiejnen er i butikken. Er der rent eller ej?

- Brug smagsløgene. Slik bliver ikke automatisk farligt, fordi det er gammelt, men det smager anderledes og det bliver typisk sejt at tygge i.

- Smager det forkert, bør du aflevere det tilbage og forlange dine penge retur. Derfor skal du gemme kvitteringen.

- Det er ikke ulovligt at importere slik fra andre lande. Der skal dog være en varedeklaration skrevet på et forståeligt sprog for danskere (dansk, engelsk, svensk eller norsk). Er der ikke det, skal man holde sig fra det. Særligt hvis man er allergiker.

/ritzau/FOKUS