En våd kanalrundfart med en gruppe venner i sommer blev dyr for 49-årige Jan Nielsen, da fristelsen blev for stor, og han sent på aftenen fredag 20. juli begav sig ind på Linse Kesslers natklub, Copenhagen Redlight, ved Nyhavn. Regning: 157.000 kroner.

Det skriver Ekstra Bladet mandag.

Det sidste, den 49-årige salgschef husker, er, at han kører dankortet igennem og køber en fadøl til 200 kr. Men ifølge hans kontoudtog, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, er kortet blevet kørt igennem en del gange i løbet aftenen. Desuden har han hævet 2.000 kr. i en Jyske Bank-hæveautomat kort før kl. 01. De penge brugte Jan Nielsen dog hurtigt. For fra kl 02.06 har fanden angiveligt taget ved ham. 8.000, 8.000, 16.000, 22.000, 22.000, 22.000 og 37.000 kr. Vupti, så havde han brugt 157.000 kroner.

Dagen efter finder Jan Nielsen ud af, at noget er galt. Hans dankort er spærret, men han husker ikke at have brugt så mange penge og melder sagen til politiet. Her er der dog ingen hjælp at hente, ligesom stripklubben påstår, at Jan Nielsen frivilligt har kørt kortet igennem og købt champagne for det svimlende beløb.

- Det kan godt lyde som mig. Men omvendt har jeg ikke være ved mine fulde fem. Jeg kan ikke huske noget af det, og det er det, der bekymrer mig. Jeg tror, at der er nogen, som har puttet noget i min drink, siger Jan Nielsen til Ekstra Bladet, der er blevet nødt til at hæve af sin efterløn og låne af venner og bekendte for at kunne betale regningen.

Ifølge Linse Kessler er det udelukkende Jan Nielsens egen skyld.

- Manden må jo lade være med at slå ud med armene og spille flottenhejmer, når han ikke har råd til det. Vi har haft flere af de der, men sjovt nok kan de godt huske det hele, når vi kigger på overvågningen, siger Linse Kessler til Ekstra Bladet og fortæller, at når kundernes kort virker, er det ikke deres problem.

Siden juli har Jan Nielsen betalt af på gælden til natklubben, og med advokatens hjælp lykkedes det at få forhandlet beløbet ned til 112.000 kr.