Den tiltalte i sagen om drabet på Mogens Rollberg Bemo erkender, at han var på gerningsstedet den skæbnesvangre juniaften sidste år, men han nægter at have kvalt den 62-årige.

Den 46-årige JBW står mandag tiltalt i retten i Odense for drabet på den 62-årige kræmmer og sexlegetøjs-sælger, Mogens Rollberg Bemo. Han blev fundet af sin samlever i døråbningen ind til garagen i parrets hjem på Skolevej i Grønnemose - livløs - ifølge retslægen kvalt ihjel - omkring klokken 02.30 lørdag den 28. juni sidste år.

Parret havde fire overvågningskameraer installeret forskellige steder på ejendommen, hvor de også havde varelager, og kameraerne fangede natten til den 28. juni en personbil ankomme til stedet.

Anklageren har vist overvågningsvideoen i retten, og den 46-årige har erkendt, at det er ham, som dommere og nævninge kan se stige ud af bilen og bevæge sig om bag ejendommen.

»Jeg havde kørt forbi huset et par gange, og jeg havde bemærket, at der lå nogle ting rundt omkring, som jeg måske kunne stjæle,« lyder forklaringen fra den tiltalte, da han sidder i vidneskranken.

Tiltalte: Jeg flygtede

Den 46-årige tiltalte har forklaret, hvordan han i timerne inden drabet blandt andet havde stjålet kabler fra en byggeplads i Odense, inden han sammen med sin kone kørte hjem til parrets bopæl på Fyn.

Senere på natten satte den tiltalte sig ind i en bil, han havde lånt af en kammerat, og satte kursen mod Mogens Rollberg Bemos bopæl i Grønnemose ved Aarup på Fyn. Her fandt den tiltalte dog kun tomme træpaller bag huset.

»Der er lys i et savrum, og der går jeg ind, men der er ikke noget metal. Da jeg kommer uden for igen, opdager jeg en kompressor, som jeg kan stjæle. Men da jeg kigger op, kan jeg fornemme en skikkelse lidt væk, som iagttager mig,« fortalte den tiltalte i retten.

Læs også:

»Jeg forstår ikke, hvorfor personen, der iagttager mig, ikke siger noget - jeg er jo på hans grund. Jeg havde troet, at han ville sige »hvad laver du her?« eller sådan noget. Jeg kan se, at han er stor, så jeg flygter væk derfra,« har den 46-årige JBW forklaret.

Vil klarlægge flugtruten

Anklager Kirsten Flummer er blandt andet interesseret i at klarlægge den flugtrute, som den 46-årige JBW har taget. Den afgør nemlig, hvor meget tid tiltalte angiveligt har haft til at kvæle den 62-årige Mogens Rollberg Bemo.

Overvågningsvideoen giver anklageren en tidsramme på to minutter og 56 sekunder fra man sidst ser Mogens Rollberg Bemo i live til den tiltalte sætter sig ind i sin bil og kører væk fra stedet.

Tiltalte har forklaret i retten, hvordan han falder ned af en skråning - et sted hvor politiet har fundet fodspor - og ind i en nabohave, før han vender tilbage til sin bil af en grussti.

»Jeg går normalt tempo og kigger mig hele tiden tilbage. Jeg vil være sikker på, at der ikke er nogen, der følger efter mig,« forklarer den tiltalte.

Læs også:

Rodet forklaring

Anklageren er også interesseret i at klarlægge, hvilket tøj den tiltalte har været iført på drabsnatten.

»Du siger, at du havde sikkerhedssko på, men overvågningsbilleder fra 7-Eleven-tankstationen tidligere på aftenen viser, at du havde kondisko på. Og hvor er den trøje, vi kan se på billederne,« vil anklager Kirsten Flummer vide.

Den tiltalte skulle angiveligt have skilt sig af med den grå trøje, han havde på. Muligvis fordi der var blodstænk på den. Den afdøde Mogens Rollberg Bemo blev nemlig fundet livløs i en lille blodpøl sammen med en blok og kuglepen. Der havde han noteret nummerpladen på den bil, som tiltalte var kommet kørende i.

Den tiltalte har forklaret, at han ikke helt kan huske, hvilket tøj han havde på, fordi han i dagene op til havde røget heroin og sniffet amfetamin.

»Men de finder ikke mit dna på manden. Jeg har ikke rørt ham,« har den tiltalte forklaret til sin forsvarer.

En forklaring han gentog i vidneskranken, før dommeren valgte at holde pause.