400 forgiftet af julebuffet

Det var ikke snaps, øl og vin, der gjorde 400 mennesker syge med kvalme, diarré og opkast dagen efter en stor julefrokost. Det var derimod den store julebuffet, som gav dem en omgang madforgiftning.

Ved en kæmpe julefrokost i Arena Midt i Kjellerup ved Silkeborg foregik nedkølingen af maden for langsomt. Derfor blev cirka 400 ud af julefrokostens 850 gæster dagen efter ramt af madforgiftning. Det skriver tv-stationen TV Midt-Vest.

- Maden skal køles ned på max tre timer, ellers får bakterierne alt for gode forhold. Det er en meget vigtig proces, når man har med mad at gøre, siger Niels Jakob Lund fra Fødevarekontrollen Nord til TV Midt-Vest.

Nedkølingsfejlen koster ifølge tv-stationen Arena Midt en bøde på 60.000 kroner og en smiley med mundvigene ned af fra Fødevarestyrelsen.

Det ærgrer centerchef i Arena Midt, Søren Andersen, sig over:

- Det er virkelig irriterende. Der er ingen, der skal gå herfra og være dårlige. Normalt har vi et rigtig godt ry, og vi har afholdt lignende arrangementer flere gange. Nu tager vi alle nødvendige skridt for at forhindre, at det nogensinde sker igen, siger han til TV Midt/Vest.

Læs også: