Jonas Rathje, chefredaktør, BT
Jonas Rathje, chefredaktør, BT Foto: Ida Marie Odgaard

Sidste uge lod jeg det være op til læserne at stemme om, hvad temaet for nærværende klumme skulle være. I hvert tilfælde for en periode. Et af emnerne var ’40+ på Tinder’ - dating-tjenesten.  

Jeg fik en del personlige beskeder om, at jeg ’skulle holde mig for god til dét’, og at det ville ’skade mit brand’. Men lad os bare være ærlige og sige, at Tinder vandt en jordskredssejr over både kloge og opbyggelige konkurrerende emner. Så nu står jeg i vandkanten med bare fødder  - klar til at stikke første tå i det vand, jeg forestiller mig, er virkelig koldt. Dén følelse.

’Nu skal du sælge dig selv ordentligt,’ er det første råd, jeg får. Jeg er kørt i grøften med nok projekter til at vide, at det er afgørende, at man kender sit marked og forstår konkurrencesituationen, inden man lancerer sit produkt. Desuden føles det trygt at gå analytisk til værks, så inden, jeg hopper i, må jeg lige undersøge, hvad jeg eventuelt hopper ud i, og jeg har heldigvis været chef længe nok til at have fået indsigt i en ’all you can eat-buffet’ af moderne management-redskaber og nok smarte gloser til at gøre mig usårlig i et spil ’bull shit-bingo’. Nu skal de værktøjer i arbejde.

Den amerikanske økonom og professor ved Harvard Business School Michael Porter har udviklet en model til at analysere konkurrencen på et givent marked. Teorien er, at forholdet mellem fire forskellige ‘kræfter’ bestemmer, hvordan en femte kraft - nemlig konkurrencesituationen - er på et givent marked. Deraf det rammende navn på teorien: ’Porters Five Forces.'

En analyse af disse kræfter kan være med til at forme den strategi, man går til markedet med. Nemt. Jeg skal blot analysere mig frem til den rette strategi, og jeg vil skære gennem Tinder som en varm kniv gennem smør, båret frem af moderne management-metoder.

Analyse af markedssituationen på Tinder:

  • 1) Mulige kunder: Inden produktlanceringen er det naturligvis vigtigt at undersøge, om der overhovedet er nogle kunder. På Tinder, hvor jeg selv er produktet, vil kunderne være kvinder, og jeg anser det umiddelbart det samlede antal kunder for højt, da det er min opfattelse, at der er en del danske kvinder på Tinder. Tjek, det ser fornuftigt ud.
  • 2) Mulige leverandører: Av. Det kan godt være, at der er mange kvinder på Tinder, men hvis jeg skal sjusse mig frem til en vurdering, så er der lige så mange mænd. Mindst. Det taler for, at konkurrencesituationen er hård.
  • 3) Mulige nye indtrængende på markedet: Det er afgørende for konkurrencen, hvor let eller svært det er for andre at komme ind på samme marked. Rygtet siger, at det er en smal sag at oprette en profil på tjenesten, så dén barriere må desværre anses for lav. Spot føjes dermed til skade i forhold til konkurrencesituationen i mit Tinder-eventyr. Konkurrencen går fra hård til benhård.
  • 4) Slutteligt er det væsentligt at skue til, hvilke andre produkter, der umiddelbart kan erstatte dit eget - som jo er mig. Vi er alle unikke, og jeg er sikker på, at min mor mener, at jeg er noget ganske særligt, men jeg er realistisk nok til at indse, at jeg næppe fremstår uerstattelig, når nådesløse kvinde-fingre swiper sig gennem Tinders varelager. Konkurrencesituationen er gået fra benhård til stenhård.

Så langt, så godt. Hvis jeg skal have succes på Tinder, kræver det den helt rigtige markedstilgang og også den rette salgsstrategi.

Fortsættelse følger...

SMS

Hitter på Facebook