128.002 kroner. Så meget håber den 26-årige kok Martin Jørgensen at få ud af sin tidligere chef, Amin Skov, og Restaurant Vejlegården i Vejle.

Pengene mener Martin Jørgensen at have til gode i form af ubetalt løn, feriepenge og pension, og det har fået hans fagforening, 3F, til at hive Amin Skov i retten med krav om betaling.

Derfor undrer det nu den unge kok, at samme fagforening på et hemmeligt møde har tilbudt at standse hans sag, hvis blot hans gamle chef bøjer sig i en helt anden strid og tegner overenskomst med 3F. Men det er præcis hvad BT i dag kan afsløre er tilfældet.

Urimeligt

- Det lyder som om, de har misforstået noget, for de har da ikke snakket med mig om at sløjfe min sag. Hvis det virkelig er rigtigt, så synes jeg da ikke, det lyder rimeligt, siger Martin Jørgensen.

Ifølge Martin Jørgen har 3F overfor ham fra begyndelsen kun givet udtryk for, at der arbejdes aktivt for at få sagen mod den tidligere arbejdsgiver for retten.

Samme melding er givet til en anden tidligere kok på Restaurant Vejlegården. På hendes vegne har 3F sagsøgt Amin Skov med krav om erstatning for uberettiget fyring, men også denne sag tilbød fagforeningen af standse på mødet den 15. august.