3F-formand Poul Erik Skov Christensen opfordrer onsdag aften parterne i sagen om Restaurant Vejlegården til at sætte sig omkring samme bord for at finde en løsning. Konflikten opstod, da Vejlegården forlod 3F til fordel for Krifa. Siden er striden blevet optrappet dag for dag med hårde ord, blokader, beskyldninger og dødstrusler.

- Nu har parterne brugt tiden på at underholde den danske befolkning, uden at vi er kommet nærmere en løsning, siger Poul Erik Skov Christensen til TV 2 og uddyber:

- Jeg tilbyder, at vi tager en tur mere ved forhandlingsbordet og finder en løsning, der både er til gavn for virksomheden (Restaurant Vejlegården, red.) og os, siger han og kalder den nuværende situation urimelig for alle parter.

- Amin (ejer af Restaurant Vejlegården, red.) bliver nødt til at give sig, og vi bliver nødt til at give os, siger Poul Erik Skov Christensen.

Han ønsker ikke at løfte sløret for, hvilken løsning han ser for sig.

- Jeg har i mit hoved et klart billede af en løsning, men den vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her på landsdækkende TV, siger 3F-formanden til TV 2 og oplyser, at han ikke har været i kontakt med Vejlegårdens ejer.