Den lokale 3F-boss Henning Troelsen bliver beskyldt for magtmisbrug af Restauratøren fra Vejlegården Amin Skov
Dramaet mellem 3F i Vejle og restaurant-ejeren Amin Skov spidser nu til. De to stridende parter er på vej ind i et bittert juridisk opgør, hvor beskyldninger om magtmisbrug og løgne svirrer i luften.
Henning Troelsen blev i dag afhørt i en sag, hvor Amin Skov har anmeldt ham for at true med ikke at give ham en alkoholbevilling, hvis ikke han tegnede overenskomst med 3F.
- Jeg mener, det er injurierende. Jeg vil ikke finde mig i sådan en beskyldning, siger Henning Troelsen til bt.dk.
LÆS OGSÅ: Amin Skov til bt.dks læsere: '3F har behandlet mig som en andenrangsborger'
Trusler om magtmisbrug
Henning Troelsen sidder i bevillingsnævnet og var helt tilbage i november med til at give Amin Skov en alkoholbevilling, før konflikten om Vejlegården startede. En uge efter mødet i bevillingsnævnet mødtes de to stridshaner for første gang, da 3F ville overtale Amin Skov til at tegne overenskomst.
Her følte Amin Skov, at Henning Troelsen brugte sin position i bevillingsnævnet til at true med ikke at give bevillingen.
- Det forstår jeg slet ikke. Vi havde allerede givet ham bevillingen på det tidspunkt, så hvis jeg ville, kunne jeg slet ikke true med det, siger Henning Troelsen.
Havde fået bevilling
Ifølge Amin Skov fik han først bevillingen med posten, efter de to mødtes, men et referat fra mødet i bevillingsnævnet, som BT har fået indsigt i, viser, at Amin Skov allerede fik bevillingen af nævnet d. 17 november. Mens mødet mellem Henning Troelsen og Amin Skov om overenskomsten fandt sted d. 23 november.
- Vi tog ud for at snakke med Amin Skov, fordi han ville være en god mand for os at få ind i 3F. Jeg smalltalkede lidt med ham og sagde, at jeg fra min tid i bevillingsnævnet havde hørt om ham, da han har erfaring i branchen, siger Henning Troelsen.
Det er det eneste, 3F-bossen har nævnt om bevillingsnævnet, forklarer han.
- Jeg kunne da ikke vide, at han ikke havde fået bevillingen med posten, så jeg tænkte ikke over, at han kunne udlægge det som en trussel. Men det er han blevet gjort opmærksom på, så jeg forstår ikke, hvorfor han alligevel vælger at anmelde det, siger Henning Troelsen.
Truer med injuriesag
3F'eren har gennem sin advokat bedt Amin Skov trække beskyldningerne tilbage.
- Min klient bestrider på det kraftigste den fremsatte påstand og kræver at beskyldningen tilbagekaldes inden 8 dage fra d.d, da min klient finder beskyldningen stærkt krænkende, skrev advokat Finn Dyhre Hansen til Amin Skov 14. juni.
Amin Skov har ikke svaret, og Henning Troelsen overvejer nu en injuriesag mod restauratøren.
3F'eren undrer sig over, hvorfor Amin Skov først har anmeldt episoden i marts, når det skete i november 2011.
- Jeg kan kun udlægge det som, at det er et træk fra Amins side, for få 3F til at fremstå i et dårligt lys, nu hvor konflikten er spidset til, siger han.
Bt.dk følger op på sagen med en kommentar fra Amin Skov.



