Det skandinaviske flyselskab SAS aflyser tirsdag 35 fly fra Københavns Lufthavn.

Det oplyser pressemedarbejder ved SAS til BT tirsdag morgen.

»Uheldigvis er 35 fly aflyst, fordi vi stadig laver tekniske undersøgelser af vores CRJ900-fly,« fortæller pressemedarbejder Cathrine Myhrin.

Både mandag og søndag aflyste SAS også op mod 40 afgange som konsekvens af de tekniske undersøgelser af ti CRJ900-fly. SAS indledte de tekniske udersøgelser, fordi et fly fra Frankfurt til København måtte vende om.

»I lørdags havde vi en flyvning fra Frankfurt til København, som straks efter take off måtte returnere til Frankfurt, fordi man ikke kunne få landingsstellet op. Derfor har vi valgt at gennemføre teknisk eftersyn af ti CRJ900-fly,« fortalte SAS’ pressechef Anna Vibeke Nielsen til BT mandag.

I dag tirsdag kan passagerer, der har planlagte flyvninger med SAS, forvente at blive kontaktet direkte af flyselskabet, fortæller Cathrine Myhrin. Man arbejder ligeledes på at sørge for, at alle vil blive ombooket og stadig komme afsted i dag. Hvis det ikke lykkes, kan man få sin billet refunderet.

SAS har tidligere meldt ud, at man forventede aflysninger til og med tirsdag, men det er endnu for tidligt at sige, om aflysningerne kommer til at fortsætte flere dage.

»Det er for tidligt at sige, om der kommer flere aflysninger, men vi arbejder meget hårdt på de tekniske eftersyn,« siger Cathrine Myhrin.

SAS' hjemmside, kan du tjekke præcise flyafgange og se, præcis hvilke fly der er aflyst.

CRJ900-flyene flyves af SAS’ datterselskab Cimber. De har 11 fly af slagsen, men siden det ene for nyligt har fået helt nyt landingsstel, er det kun nødvendigt at undersøge de ti af dem.

SAS har dagligt omkring 1.000 flyafgange i alt.