Store dele af landet kan i løbet af fredagen se frem til en snestorm, som visse steder kan blive meget stærk.
Og de følgende dage vil sneen fortsætte med at falde over store dele af landet omend i en noget mere adstadig mængde.
Mewn i starten af næste uge vælter sneen ned igen, og ifølge DMI kan der flere steder i landet i alt ventes op imod 35 centimeter sne i løbet af de næste 4-5 dage.
Værst bliver det i den sydlige del af landet og på Bornhold, mens nordjyderne 'slipper' med blot 12 centimeter sne. I Københavns-området lyder udsigten på 22 centimeter.
Allerede for morgenstunden fredag faldt sneen tykt i det sydligste Danmark, og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler derfor snestorm for regionerne Fyn, Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, København og Nordsjælland og Bornholm.
- Vi regner med, at der vil falde mellem 5 og 15 centimeter sne, og det er i sig selv ikke så meget, men det bliver kombineret med en hård vind til kuling fra nordøst og giver dermed kraftig snefygning, siger den vagthavende meteorolog på DMI.
Mens hele det sydlige Danmark således må have sneskovle og vintervanter frem, så kan især bornholmerne se frem til en særdeles hård omgang snestorm.
- Det vil sne og blæse længere tid på Bornholm end de øvrige områder, og jeg forventer, at det kan lukke helt ned på øen, siger den vagthavende meteorolog, der dog også forventer problemer i de sydlige dele af de andre regioner.
Sneen ventes at holde op med at falde sidst på aftenen eller ud på natten, men den stærke vind kan give problemer med snefygning et stykke tid derefter. På Bornholm ventes sneen at fortsætte med at falde lørdag også.
/ritzau/



















