Familien til krigsveteranen, der tirsdag blev varetægtsfængslet for bombetrusler, har i årevis kæmpet forgæves for at blive hørt

Frygt bredte sig mandag eftermiddag over det meste af landet, da bombetrussel efter bombetrussel lukkede flere storcentre, sygehuse og lufthavne. Men bag truslerne gemmer der sig efter manges opfattelse ikke en galning, men et menneske, der har behov for hjælp – akut behov for hjælp.

»Det var et nødråb. Et kæmpe, kæmpe skrig om hjælp. Det er jeg slet ikke i tvivl om.«

Ordene kommer langvejs fra. Men den skrattende telefonlinje fra Sydafrika kan ikke skjule de mange følelser, der er på spil, når man er far til krigsveteranen PF, som i går blev varetægtsfængslet og sigtet for at have fremsat bombetruslerne samt for at have forårsaget ubegrundet udrykning af politi og ambulancer.

Men ifølge faderen EF – som en del af året er bosat i Sydafrika med sin kone – kunne det hele have været undgået. Hvis ellers systemet havde taget hånd om sønnen og hans mentale skader og den PTSD, han lider under som følge af krigen i Afghanistan. Skader, som familien i fire år desperat har forsøgt at råbe op om. Men forgæves.

»Lige nu er vi rystede. Og vi føler, at vi bestemt ikke er de eneste, der står med sådan en kamp. Derfor er det så vigtigt, at der kommer fokus på de her situationer,« siger faderen EF.

Det hårdest ramte hold

Det var i sommeren 2007, at PF første gang var udsendt i tjeneste. Den gang til Kosovo på en mission, hvor der ifølge faderen var »nogenlunde ro på«. Derfor var der for PF ingen tvivl om, at han ville udsendes igen. Og det blev han så i februar 2008. På hold 5 til Afghanistan – holdet, der var med til at opbygge den berømte og berygtede Camp Armadillo, og som ifølge foreningen Veteranalliancen var et af de hårdest ramte hold, der oplevede mange både døde og sårede kammerater.

Hjemme igen talte han ikke med til familie eller venner ikke om de barske og traumatiserende oplevelser i Afghanistan. Tværtimod var han klar til at fortsætte karrieren i militæret, hvor han blev karakteriseret som ’dygtig’, ’kvik’ og ’skarp’. Meningen var, at han skulle på sin tredje udsendelse.

»Men han endte med at springe fra udsendelsen, og det var vi i familien vildt glade for. For den periode, hvor de unge mennesker er af sted, er voldsom for familien,« fortæller faderen.

Lukkede helt ned

I stedet valgte PF at studere på Roskilde Universitet, og i en periode gik det ifølge faderen godt. Men så begyndte det at det gå i den forkerte retning.

»Gradvist begyndte han at føle, at han var blevet udsendt på et af Folketinget forkert grundlag. Han følte sig vildledt. Og det er mit indtryk, at han har været meget i tvivl om nogle af de ting, som han har gjort, nu har været helt retfærdige og velbegrundende, eller om det er gået ud over uskyldige mennesker, som ikke skulle have været involveret. Sådanne tanker kan nedbryde et menneske fuldstændigt. Og i særdeleshed, hvis man ikke får hjælp,« forklarer faderen EF og fortsætter:

»Samtidig begyndte han at komme med mange bebrejdelser til familien og besynderlige beskyldninger, som især kone og kærester har været udsat for. Og så lukkede han helt ned. Ville ikke tale med os. Og har ikke villet det i snart fire år. Ligegyldigt hvor meget vi har prøvet at komme i kontakt med ham, har han været afvisende,« siger faderen EF, dybt berørt.

Og fra sidelinjen har familien hjælpeløst og handlingslammede kunne følge med i den menneskelige og mentale deroute, PF er landet i.

Af frygt for at sønnen havde gjort skade på sig selv, har de prøvet at tvinge sig adgang til hans lejlighed. Døren blev smækket i med et ’skrid’.

Veterantjenesten og veterankoordinatoren i Slagelse fik efter adskillige forsøg samme besked.

Ventede på det værste

Siden har familien prøvet at råbe Rigshospitalets militærpsykologer op. Forgæves. Familielægen, forgæves.

»Overalt er svaret, at han er myndig. De kan og vil ikke stille noget op, hvis han ikke selv beder om det. Og det gør han ikke. For efter sin egen mening har han ikke brug for hjælp og fejler ikke noget.«

I de seneste fire år har frygten latent siddet i familiens krop. Frygten for, hvad det næste blev.

»Det eneste, vi med gru har gået og ventet på, er, at der skulle ske ubærlige ting, før han fik hjælp,« siger PFs far med gråd i stemmen.

For den ubærlige ting skete mandag.

»Gud ske lov har han ikke slået nogen ihjel. Selvfølgelig er bombealarmer i hele Danmark ikke sjovt, men der er da heldigvis ikke nogen, der er døde.

Men som samfund kan vi ikke være bekendt, at vi lader de her mennesker gå i stykker. At vi venter, til der sker noget ganske alvorligt, så vi kan sætte dem i fængsel i stedet for.

Det her et kæmpe, kæmpe skrig om hjælp. Og hvis han ikke får den hjælp, så går han til grunde. Og så risikerer vi som samfund, at der er andre, der kommer til skade. Det er efter min mening totalt meningsløst.«

BT har i denne artikel valgt at kalde såvel den sigtede krigsveteran som hans far ved deres initialer.