Hver femte smertepatient bliver afhængig af morfin eller morfinlignende præparater og får ingen hjælp til at komme ud af det, fortæller misbrugsekspert Henrik Rindom, der er overlæge på Hvidovre Hospital og psykiater hos Stofrådgivningen.

Han henviser til en undersøgelse fra Smerteklinikken på Rigshospitalet, hvor overlæge Jette Højsted har screenet 253 kroniske smertepatienter for, om de var afhængige.

- Hvis de 20 pct. er repræsentative for landet som helhed, så har vi 30.000, der er gjort morfinafhængige i sundhedshusvæsenet og ikke får den behandling, de efter min mening burde have krav på, siger Henrik Rindom.

Han kalder det uanstændigt, at der ikke findes nogle retningslinjer for, hvordan man hjælper disse mennesker ud af afhængigheden.

- Ifølge Sundhedsstyrelsen har vi omkring 18.000 narkomaner, der er heroinafhængige. Det vil sige, at sundhedsvæsenet producerer flere narkomaner end der findes på gadeplan. Og når man skaber sådan et problem for folk, bør man også tage ansvaret for at behandle det. Men de bliver bare sendt hjem, siger Henrik Rindom.

Symptomerne på afhængighed er blandt andet, at man får abstinenser, når man ikke får stoffet, og at ens adfærd er styret af en trang til at ville have stoffet, forklarer han. 

Fredag valgte Fredericias 31-årige borgmester, Thomas Banke (V), at tage sygeorlov efter beskyldninger om regnskabsrod og længere tids morfinmisbrug.

- Jeg synes, det er dybt sørgeligt, hvis en borgmester er blevet afhængig af morfin og ikke har fået hjælp til at komme ud af det. Og at han så skal hænges ud på den måde, det er ikke anstændigt, siger Henrik Rindom.

Han mener, at den moralske stigmatisering over for folk, der er afhængige, kun kan eksistere på grund af massiv uvidenhed om, hvor alvorligt det er.

- Alle, der har prøvet at holde op med at ryge, burde vide, hvor svært det er at komme ud af afhængigheden, pointerer han.