Det koster 350 kroner i timen for et 12-tal og kræver ikke mere end en enkel overførsel med Mobilepay, så får du en færdig opgave retur og høster præcis den karakter, du gerne vil have for opgaven.

Der er ingen tvivl om, at det er snyd, men ikke desto mindre er det opskriften på den nyopstartede virksomhed ’Fix min opgave’, som 20-årige Frederik Drews står bag.

Han kom på ideen for blot en måned siden, og selvom virksomheden kun har to uger på bagen, har han sammen med sine 67 tilknyttede opgaveskrivere leveret 31 afleveringsopgaver til elever fra gymnasielle uddannelser rundt om i landet.

»Folk har det med at kontakte os, når de er lidt pressede. Nogle har endda kontaktet os fire-fem timer inden opgavens deadline, men det nåede vi. Nogle vil gerne følge processen og se et screenshot, når afleveringen er halvt færdig, og ellers sender vi den bare, når den er færdig,« forklarer 20-årige Frederik Drews, der sammen med sin ven 20-årige Nicklas Mortensen har startet virksomheden.

Kunderne finder de gennem Facebook, hvor virksomheden har reklameret i to grupper, og derfra har folk henvendt sig med ønsker om alt fra eksamensopgaver til mindre opgaver. Et 02 kan købes for 150 kroner pr. arbejdstime, og herfra stiger priserne til 350 kr. i timen for et 12-tal. Den dyreste opgave indtil videre har været en matematikopgave til et 10 tal, der kostede 3.000 kroner at få lavet, fortæller Frederik Drews.

For 350 kroner pr. arbejdstime kan du købe dig til en 12-tals opgave hos virksomheden 'Fix min opgave'.
For 350 kroner pr. arbejdstime kan du købe dig til en 12-tals opgave hos virksomheden 'Fix min opgave'. Foto: Fixminopgave.dk
Vis mere

Opgaverne bliver skrevet af nuværende eller tidligere studerende, som får gode karakterer i det fag, de skriver i. Og får de en bestilling på en opgave til et 10-tal, bliver den som udgangspunkt lavet til et 12-tal for at være sikker på at ramme minimum 10.

Selvom Frederik Drews har skabt en virksomhed designet til at hjælpe unge elever med at snyde i skolen, så mener han ikke, det er et nævneværdigt problem.

»Jeg tror på, at det enkelte individ ved, hvad der er bedst for ham. Hvis jeg vil læse til markedsføringsøkonom, er det ikke sikkert, jeg behøver lægge så meget energi i fransk,« siger Frederik Drews, som også mener, det er vigtigt at have tid til andet end det boglige i gymnasiet.

»Jeg orkede ikke at stresse – så jeg betalte bare«


En af de elever, der har betalt sig fra en god karakter, er 18-årige Christian som for nylig fik et 10-tal for en samfundsfagsopgave på B-niveau, der var bestilt og leveret af ’Fix min opgave’.

»Jeg ville ikke stresse over opgaven, så jeg valgte at tage den nemme vej og betale pengene for den, for jeg har også andre fag at se til. Det var egentlig, fordi jeg ikke orkede at lave den opgave,« fortæller Christian, der betalte 540 kroner for sin samfundsfagsopgave ud af egen lomme.

Christian er et opdigtet navn, da han ønsker at være anonym. Redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet.

Han indrømmer, at han ikke har det dårligt med at have snydt,

»Jeg må være ærlig og sige, at jeg har det perfekt med det. Alle snyder jo lidt, jeg tager det bare til et andet niveau,« forklarer Christian, der på sin skole ofte oplever, at folk snyder i højere eller mindre grad ved at skrive af fra hinanden eller betale klassekammerater for at skrive af.

Selvom Christian selv har købt en opgave, mener han dog ikke, at tidspres og stress på ungdomsuddannelsen er et problem. Han erkender blankt, at der for ham er tale om ren dovenskab.

»Det er løgn når folk siger, vi ikke har tid, vi har også retningslinjer for, hvor mange elevtimer der er, så det er der da,« siger Christian og tilføjer, at snakken om stress ifølge ham bare er en »dårlig undskyldning«.

Christian er heller ikke bleg for at indrømme, at han har tænkt sig at gøre brug af købte opgaver igen.

»Det er 100 procent noget, jeg kommer til at gøre igen. Det har jeg allerede planlagt. Det bliver nok først næste år, for eksamenerne vil jeg gerne selv lave, så næste år bliver det i de fag, jeg har sværest ved,« siger Christian.

De unge skal lære at gøre det rigtige

Hos Gymnasieskolernes Rektorforening, Danske Gymnasier, tager man kraftigt afstand fra metoden og erkender, at det kan være svært at spotte de opgaver, der er købt, fordi de er lavet fra bunden.

»Det er klart, det er en udfordring, når opgaverne er skrevet originalt, for det er sværere at opdage, hvis den også rammer elevens niveau. Tænk at lave en butik for det, det er frygteligt. Der er også folk, der laver apps, der fortæller, hvor politiet laver trafikmålinger. Det er også dumt, og det kan vi ikke tage ansvar for. Det kan vi tage afstand fra og sige, det er tåbeligt,« siger næstformand Jakob Thulesen Dahl.

Han understreger, at man på gymnasierne altid arbejder på at opdage, når elever snyder, og det kan som regel opdages, fordi niveauet ikke svarer til det, eleven normalt præsterer, eller hvis sproget ikke stemmer med elevens tidligere ordforråd.

Derudover prøver man så vidt muligt at krydstjekke elever i forhold til, hvad de viser mundtligt i timerne.

»Vi arbejder dag for dag med, at eleverne skal lave deres ting selv og være ærlige og udvise selvrespekt nok til, at de faktisk tænker på deres egen uddannelse og ikke bare karakterer. Derfor sætter vi systemer op, og derfor er vi også heldige, at det også handler om, hvad du laver i klasserummet, så det ikke bare er den skriftlige opgave, der betyder noget,« siger Jakob Thulesen Dahl.

Han erkender, at det kan være svært at vide, om der er snydt, på samme måde som det kan være svært at vide, om elever har fået deres forældre til at skrive dele af en opgave – men han tror ikke nødvendigvis, mere kontrol er løsningen.

»Vi er et samfund, hvor vi skal lære de unge, at de folk, vi møder, er ærlige og gør det rigtige, og det vil jeg meget hellere bygge videre på end at have et kontrolsamfund, hvor vi laver rigide kontrolsystemer,« siger han.

20-årige Frederik Drews har dog ikke tænkt sig at stoppe med at sælge opgaver lige foreløbigt. Tværtimod har han allerede fået flere henvendelser fra både folkeskoleelever og universitetsstuderende, og derfor er planen at udvide forretningen efter sommerferien.