Pålægsfabrikanten 3-Stjernet tilbagekalder cirka 3.500 pakker med frikadellepølse.

Der er risiko for, at et parti af 3-Stjernets »Frikadellepølse 9%« mærket 30. oktober 2013 indeholder Listeria-bakterier. Det viser en intern kontrol, og derfor tilbagekaldes pålægget.

»Tilbagetrækningen sker, fordi vi har grund til at antage, at produkterne ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed. Det skyldes, at der ved rutinemæssig egenkontrol er fundet Listeria monocytogenes i produktet,« siger adm. direktør for 3-Stjernet, Anders Laursen.

Da »Frikadellepølse 9%« er spiseklart, kan der være risiko for at blive smittet med Listeria, hvis det bliver indtaget.

Symptomerne på Listeria-infektion er blandt andet diarré, kvalme, mavesmerter, opkast og feber. De fleste, som bliver smittet med Listeria, får ingen symptomer. Dog kan de influenza-lignende symptomer optræde ved nogen i løbet af nogle dage til få uger.

3-Stjernet har ingen grund til at tro, at andre produkter indeholder Listeria og undersøger årsagen.

Det tilbagekaldte pålæg fra 3-Stjernet er solgt i Dansk Supermarkeds butikker (Føtex og Bilka), COOPs butikker (Kvickly, Super Brugsen, Irma, Lokal- og Dagli’Brugsen), SuperGros (KIWI, SPAR og SuperBest) samt i ABC Lavpris.

Forhandlere og fødevaremyndighederne er informeret om tilbagetrækningen.

3-Stjernet beklager dybt og beder forbrugerne kassere varen eller henvende sig til butikken, hvor de har købt varen, og få penge retur.