KØB PLUS!

262 taget for SU-snyd for millioner

Det er blevet sværere at leve en uafsløret tilværelse som SU-snyder. I år er 262 indtil videre gået i nettet og taget i snyd for til sammen 4,2 millioner kroner.

Den større fangst hænger dog ikke sammen med et større antal snydere, men nærmere en større indsats for at fange dem. Det vurderer fuldmægtig Nicolai Rasmussen i Styrelsen for videregående uddannelser og uddannelsesstøtte.

»Mit klare bud er, at det er den intensiverede jagt, som har ført til flere sager. Særligt kommunerne laver en langt mere systematisk og grundig indsats for at afsløre socialt bedrageri i almindelighed, og derfor afslører de også mere SU-snyd. Intet indikerer, at antallet af snydere skulle være steget, men mørketallet er stort,« siger Nicolai Rasmussen til metroXpress.dk.

I marts satte uddannelsesminister Morten Østergaard (R) en handlingsplan i gang for at komme SU-snyderiet til livs. Han glæder sig over, at indsatsen lader til at virke.