Trafiktravlhed på lillejuleaften, kombineret med snestorm i hele landet, gav masser af arbejde til Falck og Dansk Autohjælp

I alt 2410 biler måtte de tilsammen rykke ud til i løbet af d.23.

- Vi havde rigtig travlt, også i forhold til en almindelig lillejuleaften, siger Falcks kommunikationsdirektør Louis Honoré til bt.dk

Falck drønede rundt til 1490 bilister, herunder 439 fritrækninger, hvor de skulle trække bilerne fri af sneen.

- Vi var ude til det hele. Familier på vej til juleferie med hele oppakningen, lastbiler, folk, der ikke engang kunne komme ud af deres indkørsel, biler, der var skredet ud i rabatten, siger han.

- De fleste kunne vi komme hurtigt frem til, men der var da nogen, der skulle vente temmelig længe. De måtte sidde med tæpper på inde i bilen, tilføjer han.

Også hos Dansk Autohjælp var der gang i butikken. Her var man ude til 920 assistancer i alt, deraf 261 fritrækninger og 182 starthjælp.

- Resten var bugseringer af beskadigede biler og alt andet. Vi havde rigtig mange små uheld i går, og der var mange, der lavede små soloulykker og kørte ind i hinanden. En snestorm er næsten, det værste der kunne ske for juletrafikken lillejuleaften, siger vagtcentralchef, Ellen Trolle.

Til gengæld ser billedet radikalt anderledes ud i dag, juleaftensdag. Morgenens status fra både Falck og Dansk Autohjælp lyder på blot 124 assistancer til bilister siden midnat, og det er hovedsageligt i Nordjylland, at der stadig er vejr- og vejproblemer. Og Falck regner ikke med, at der vil ske det vilde resten af dagen.

- Nej, det er stilnet af. Så hvis man bare sørger for at køre hjemmefra i god tid, burde det være nok, siger Falcks kommunikationsdirektør Louis Honoré.