23-årige Sara får penge og gaver af ældre mænd for at gå i seng med dem. Hun prostituerer ikke sig selv, siger hun. Hun tænder på at gøre sig fortjent til sin belønning.

Lige nu har hun to mænd. Begge er dobbelt så gamle som hende. Og begge giver de hende gaver eller penge, når hun forlader deres varme seng. Hun foretrækker dog kontanter, for mænd er ikke altid lige gode til at købe gaver.

- Men jeg har et princip om, at det er manden, der bestemmer, hvad jeg skal have. Han skal give mig, hvad jeg har gjort mig fortjent til, siger hun.

23-årige Sara fra Odense har i halvandet år haft forhold til mænd i fyrrerne, som til gengæld for hendes selskab og hendes krop forærer hende materielle ting eller penge. Det giver hende en indtægt på mellem 3.000 og 6.000 kr. om måneden for to til fire stævnemøder, og hun er dermed en del af den voksende tendens – ’sugardating’.

Konceptet er enkelt. Mænd og kvinder finder sammen i en aftale om, at den ene part betaler den anden for at gå med på en date med f.eks. en dyr middag og efterfølgende sex. Typisk er det ældre mænd, der betaler yngre kvinder for deres selskab, men i stedet for at kalde manden for en kunde og kvinden for en prostitueret, hedder han ’sugardaddy’ og hun ’sugarbabe’.

En gråzone

Et koncept, der har eksisteret længe, men som på det seneste er blevet organiseret på specielle sider på nettet. Og et koncept, der lægger sig i en gråzone lige op ad prostitutions-branchen.

23-årige Sara mener dog ikke, at hun prostituerer sig selv. Tværtimod er hun frustreret over, at sugardating sammenlignes med prostitution.

- Jeg betrager på ingen måde mig selv om prostitueret eller luder. Jeg gør det for spændingen og oplevelsen. Der er hele tiden noget, jeg skal leve op til. Jeg skal se godt ud, og han skal kunne lide at kigge på mig. Jeg får jo betaling, og den skal jeg leve op til at få. Det er det, jeg synes er fedt, siger hun.

- Prostituerede lægger ikke følelser i det. Jeg giver mig selv 110 procent, når jeg er sammen med en sugardaddy. Jeg er der frivilligt, og mine forhold minder meget om kæresteforhold.

Søger yngre kvinder

Netsiden sugardaters.dk har mere end 16.000 brugere og har en tilgang på 400 profiler om ugen. Haraf er omkring 11.000 profiler mænd, der søger yngre kvinder. Antallet af kvinder, der gerne vil betale for mænd, kan til gengæld tælles på én hånd. Ifølge partner Rasmus Hjulgaard er ideen bag siden at kunne finde en elsker eller elskerinde.

- Der er noget gammeldags ved, at manden holder stolen og betaler regningen. Jeg tror, det appellerer til mange kvinder at få en galant gentleman, der holder døren og betaler regningen. Så der er meget andet end sex i det, siger Rasmus Hjulgaard, der afviser, at siden er med til at skubbe til grænserne for prostitution.

- Det er på kanten, men jeg mener ikke, at vi gør noget, der ikke foregik i forvejen. Det er ikke os, der har opfundet konceptet. Udtrykket at være ’en holdt elskerinde’ har altid eksisteret, og hvis unge piger vil noget i den her stil, vil de gøre det alligevel, siger han.

Tænder på ældre mænd

23-årige Sara lægger ikke skjul på, at hun tænder på mænd over 40 år. Men at hun lader sig betale for at mødes med dem, er der dog ingen i hendes familie eller vennekreds, der ved.

- Jeg tror, de ville kigge lidt skævt til mig, hvis jeg fortalte dem det. Jeg tror faktisk ikke, de ville tage det særligt pænt. Men hvis jeg skal ses med en mand, siger jeg altid til mine veninder, at jeg skal på date. Jeg kan godt lide, at de ved, hvor jeg er, siger hun.

Sara et er opdigtet navn. Redaktionen kender kvindens fulde navn.