____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mange af os har et had/kærlighedsforhold til Skat. Det gælder også den 22-årige Lior Kojo, som i foråret ligefrem skrev en sang om sit ambivalente forhold til Skat.

- Jeg sad og skulle lave forskudsopgørelse til Skat med min kæreste på den ene side og min mor i telefonen på den modsatte side. De irriterede mig alle lidt, og det blev så til en sang, fortæller Lior Kojo til Radio24syv.



Det blev til en kærlighedssang, som efterfølgende blev indspillet, og Lior Kojo fik derfor den idé at tilbyde sangen til Skat. Det viste sig faktisk, at Skat syntes godt om sangen og gerne ville bruge den. Men det var ikke noget, den unge musiker kunne blive rig på.

- Jeg spurgte, om jeg kunne få noget for det og foreslog 500 kroner. Men beskeden var, at det havde de ikke budget til. Jeg gik alligevel med til at de brugte den, fordi jeg tænkte det kunne være god eksponering, forklarer Lior Kojo.

En lille erkendtlighed blev det dog til fra Skat. En dag dumpede der nemlig et brev ind ad brevsprækken hos Lior Kojo. Brevet indeholdt et gavekort med to biografbilletter og slik som tak for sangen. 

Skat har da også været så begejstrede for sangen, at de for en måned siden spurgte den unge musiker, om han ville komme og spille for Skat under kulturnatten i København, som finder sted fredag aften. Igen spurgte Lior Kojo håbefuldt, om der kunne blive tale om betaling. Endnu en gang fik han afslag. Han kan se frem til forplejning i løbet af aftenen, men modtager ellers ikke noget for sin optræden. Alligevel sagde han ja.

- Jeg kan sige nej, og så er der slet ikke nogen, som kommer til at høre sangen, så det er en mulighed for eksponering, som jeg griber her, siger Lior Kojo.

Lior Kojo har altså givet Skat mulighed for at bruge sangen kvit og frit og kommer oven i købet og optræder live en fredag aften. Men torsdag tog sagen en ny drejning.

Lior Kojo har nemlig modtaget en mail, hvor Skat beder om hans CPR-nummer, fordi der naturligvis skal betales skat af gavekortet med de to biografbilletter. Da var det, at Lior Kojo tabte kæben.

Er du på mobilen, så kan du høre Lior Kojos sang HER.

- Jeg skal altså betale penge for at modtage den gave som Skat har givet mig som tak for sangen, konkluderer han.

Skat har overfor Radio24syv bekræftet, at Lior Kojo i henhold til §4 skal betale Skat af gaven, fordi et gavekort sidestilles med kontanter. Der er ingen bagatelgrænse.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ FACEBOOK HER