ADVARSEL: STÆRKE BILLEDER! Videoen herover viser gravhundenes tilstand, efter at Dyreværnet har taget hånd om dem.
Endnu en dyreværnssag er kommet for dagen, efter at 21 udsultede gravhunde er blevet fundet på en landejendom på Lolland. Det oplyser Dyreværnet i en pressemeddelelse.
»Alle hundene er ekstremt underernærede, og enkelte af dem er nærmest helt apatiske,« fortæller udrykningsleder ved Dyreværnet Nina Amdi Carlsen, der i samarbejde med politiet og en dyrlæge har fjernet de 21 hunde.
De misrøgtede gravhunde blev hentet mandag, men ejeren ville ikke overdrage hundene frivilligt. Da Dyreværnet ikke har lov til at tvangsfjerne dyr fra deres ejere, konfiskerede politiet hundene.
Læs også:
Siden mandag har dyrene opholdt sig på Dyreværnets internat, mens Dyreværnet har kæmpet for at få overtalt ejeren til at skrive under på, at hundene ikke skal tilbage til hende.
»Ejeren har i dag overdraget de 21 hunde til Dyreværnet, hvilket vil sige, at det nu formelt set er vores hunde, så det hjælper jo noget på sagen. Og jeg har talt med ejer i dag, og hun er rigtig ked af situationen og har det selvfølgelig rigtig skidt,« fortæller direktør for Dyreværnet Signe Sehested Lund til BT.
Hun forklarer, at hundene var meget ilde tilret, da de ankom til internatet. Den værst tilredte af hundene, Dior, måtte endda indlægges på et dyrehospital, men den er nu kommet ud i familiepleje, ligesom tre andre af hundene også er.
Signe Sehested Lund fortæller, at resten af hundene fortsat er på internatet, hvor de får al den mad og vand, de har brug for.
»I dag har hundene også været ude at løbe, og det var simpelthen så livsbekræftende at se. Mange af dem var jo helt apatiske, da de kom, og nu rendte de faktisk rundt og legede,« fortæller hun og tilføjer, at hundene bliver sat til adoption, så snart de er på fode igen.
Desværre er sagen ikke en enestående sag. Tidligere på ugen blev 91 hunde fjernet af Dyrenes Beskyttelse fra en gård i Hyllinge på Sjælland, hvor der blev drevet et dyreinternat.
Signe Sehested Lund mener, det er tilfældigt, at de to dyreværnssager dukker op samtidigt. Hun tilføjer dog, at Dyreværnet sidste år fjernede 60 hunde fra en sag og 14 fra en anden sag.
»Vi ser desværre oftere og oftere de her store sager, og det er jo tragisk, for der ligger jo altid nogle menneskeskæbner bag. Vi ser ikke ondskab, vi ser ikke dyremishandling, vi ser mennesker, der har mistet grebet om tilværelsen. Det er virkelig trist, men vi skal jo have øjnene på dyrene,« siger hun.
Signe Sehested Lund vurderer, at der kan ligge mange ting til grund for dyreværnssagerne.
»Der ligger enten sygdom bag, eller også har folk mistet deres indtægt, oplevet dødsfald eller depressioner. Finanskrisen har også gjort rigtig meget, for vi ser jo oftere og oftere, at man ikke har haft råd til dyrlægeregning, og man har ikke haft råd til foder. Det er der, man har sparet, og lige pludselig går det bare galt,« siger hun og tilføjer:
»Men nogle gange kan man jo faktisk hjælpe menneskene ved at hjælpe dyrene.«
Ifølge Signe Sehested Lund havde ejeren af de 21 hunde i alt 30 gravhunde, men politiet har givet hende tilladelse til at beholde de resterende ni hunde.

