19-årige Simone Tolvstein kæmper med angst. En udfordring, der dog ikke forhindrede hende i at starte på Næstved Gymnasium og HF, hvor hun gennemførte de første to år med et gennemsnit på 10,1. I 3.G gik det dog galt, og hun har nu afbestilt både hue og vogntur.

Fordi Simone Tolvstein har de psykiske udfordringer, blev der de første år taget hensyn til hende i undervisningen. Sådan skriver hun i et langt opslag på sin Facebook-profil.

Et opslag, der har fået mere end 10.000 'likes', er blevet delt 11.000 gange og har fået 1.600 kommentarer.

De små hensyn drejede sig om 'små ting' som, at hun ikke blev udspurgt af lærerne uden håndsoprækning eller impulsivt blev bedt om at fremlægge alene ved tavlen.

Ønsker, Simone Tolvstein mener blev imødekommet, indtil hun fik nye lærere i 3.G. Her sendte hun en mail til de nye lærere, hvor hun gjorde opmærksom på sine behov, og ifølge den 19-årige pige er det blevet misforstået.

Hun fortæller, at hendes mail blev tolket som, at hun ville diktere undervisningen. Der blev samtidig stillet spørgsmålstegn ved, om hun skulle fortsætte på gymnasiet.

Hun blev indkaldt til flere møder, hvor også hendes mor var med, og da hun forsøgte at forklare, at der var tale om en misforståelse, blev hun afvist.

»Jeg blev simpelthen så ked af det, og jeg mente ikke, det kunne være rigtigt. Jeg vidste bare, det møde ville få konsekvenser, for det gik ellers lige så godt,« fortæller Simone Tolvstein til BT.



Det fik Simone Tolvstein til at opsøge sin gamle lærer, som hun altid kunne snakke med, men da læreren havde time, valgte Simone at vente udenfor.

»Og så kommer en af mine fejl. Jeg satte mig på gulvet opløst i gråd og klemte så hårdt om mine lår, at jeg får revet hul i. Det har set voldsommere ud, end det var, fordi det blødte. Jeg ville ikke gøre folk bange, jeg havde jo ikke siddet og cuttet,« fortæller hun.

Da læreren kom ud, fortæller Simone Tolvstein, at hun fik nogle gode råd, og derefter gik hun tilbage til time. Hun troede, at alt nok skulle gå, men efter timen, blev hun hentet ned på kontoret.

'Her tvang de mig til at aflevere min mobil, og jeg blev fysisk tilbageholdt på skolen, trods jeg var fattet og ikke længere opløst i gråd.
De sagde, jeg skulle køres til psykiatrisk akutafdeling og snakke med dem, og hvis ikke min mor kunne hente mig, så gjorde politiet', lyder det i Facebook-opslaget.

Hun blev hentet af sin mor, men på akutafdelingen var man uforstående over for, at Simone Tolvstein var sendt dertil. I den følgende tid følte hun, at gymnasiet kørte meget på hende. Simone Tolvstein havde hele tiden følelsen af, at de ville have hende til at droppe ud eller gå om. Og der kunne ikke blive taget de særlige hensyn til hende, fortæller hun.

»Jeg var bare så ked af, jeg ikke blev lyttet til. Jeg følte mig så presset til sidst, at jeg sendte en ansøgning om orlov, som jeg følte mig tvunget til. Jeg fortrød den efter fire dage, men jeg fik ikke lov til at starte igen. Og selvom det er totalt imod mine principper, har jeg endda undskyldt over for dem og sagt, at jeg vil starte igen på deres præmisser, uden hensyn, og så må jeg bare tage den derfra. Jeg har intet hørt,« siger Simone Tolvstein til BT, der mener, at hun er i stand til at gennemføre en gymnasial uddannelse.



Alligevel har hun nu afbestilt både sin hue og sin plads på vognturen, og i dag er hun meget ked af hele forløbet.

»Jeg synes, hele situationen er grotesk. Det er helt uvirkeligt, og jeg kan slet ikke forstå det. Jeg vil gerne samarbejde og mødes med dem, men de møder ikke mig. Jeg vil bare gerne blive student med min klasse,« fortæller Simone Tolvstein.

Rektor for Næstved Gymnasium og HF Susanne Stubgaard fortæller til BT, at det er begrænset, hvor meget hun kan fortælle om sagen, da der er tale om personfølsomme oplysninger.

Hun kan dog ikke genkende det billede, Simone Tolvstein tegner af sagen. Hun mener, at gymnasiet har strukket sig langt for at hjælpe den 19-årige pige, og at der er blevet taget meget hensyn til hende gennem hele forløbet.

Susanne Stubgaard fortæller, at skolen ikke har nægtet Simone at vende tilbage. Men for at kunne få en eksamen på normal vis, skal man kunne deltage i undervisningen i et vist omfang.

»Hun kan ikke magte at gennemføre en undervisning på fuld tid. Der er jo elever, der går op som selvstuderende. Men det var heller ikke en mulighed, og derfor er det en rigtig ulykkelig sag. Nogle gange er der bare nogle omstændigheder, der gør, at man ikke kan gennemføre. Vi er ikke en behandlende institution, vi er en skole, der ellers normalt har ry for at påtage os et ekstremt stort ansvar for vores elever. Derfor er det her noget, der rammer os alle meget dybt,« siger Susanne Stubgaard.

Efter Simone Tolvstein skrev om sin historie på Facebook, er flere af skolens medarbejdere blevet truet på både telefon og mail. Noget, Susanne Stubgaard siger, skolen tager afstand fra, og hun fortæller, at alle trusler er meldt til politiet.