19-årige Simone Tolvstein har gennem sin gymnasietid på Næstved Gymnasium kæmpet med angst. I 3.g blev det for meget.

Klassens nye lærere anerkendte ifølge Simone Tolvstein ikke de behov, som hun havde, og hun måtte derfor tage orlov. Få dage efter fortrød hun, men det var det imidlertid for sent. Næstved Gymnasium ville ikke lade hende starte op igen, forklarede hun i et interview med BT tilbage i oktober.

Alligevel står Simone Tolvstein i dag, godt et år efter, tilbage med en hvid og rød studenterhue placeret på sit hoved. Selv om hun har været udfordret af både psyskiske problemer og et gymnasium, der ifølge hende ikke ønskede at give hende en chance til, kunne hun fredag hoppe om bord på sin klasses studentervogn og fejre, at tre års hårdt slid endelig er overstået.

»Der er fuldstændig surrealistisk, for jeg troede aldrig, at det ville lykkedes. Folk har sagt til mig, at jeg bare skulle komme videre og få et arbejde, men da det så alligevel lykkedes, så begyndte jeg at græde. Jeg får næsten tårer i øjnene af at tænke på det øjeblik, hvor min mor satte huen på mit hoved,« fortæller Simone Tolvstein til BT.

Få måneder efter, at Næstved Gymnasium havde afvist at lade hende starte igen tilbage i september 2016, fik Simone Tolvstein kontakt til sin gamle lærer, der var flyttet til Køge. Han tilbød hende at spørge rektoren på Køge Gymnasium, om de ikke ville optage Simone Tolvstein i én af deres 3.g-klasser.

»Og det kunne de, så dér startede jeg med det samme, og siden har det været markant bedre. Jeg har slet ikke oplevede voldsomme angstanfald, som jeg tidligere har haft, og der var meget mere styr på tingene, ligesom der blev indgået aftaler med det samme, som jeg ikke selv behøvedes at stå for,« siger Simone Tolvstein med henvisning til en række særlige hensyn, som lærere på både Næstved Gymnasium og Køge Gymnasum har taget til hende på grund af hendes psykiske udfordringer.

Den nyudklækkede student fra Næstved delte tilbage i august sin historie i et opslag på Facebook, der hurtigt gik viralt. Siden har hun modtaget henvendelser fra adskillige studerende rundt om i landet, der dagligt må kæmpe med de samme udfordringer som hende selv.

Derfor har hun også en bøn til landets skoler og gymnasier.

»Jeg vil gerne være et bevis på, at en lille indsats fra skolen kan gøre en kæmpe forskel for eleven, så det er et opråb til uddannelsesstederne om at være mere rummelige. Og så er det også et signal til andre elever med de samme udfordringer om, at man ikke skal give op.«

Da Simone Tolvstein tilbage i oktober fortalte sin historie i BT, kunne rektor på Næstved Gymnasium, Susanne Stubgaard, ikke genkende det billede, som der blev tegnet af gymnasiet. Hun mente, at gymnasiet har strakt sig langt for at hjælpe den 19-årige pige, og at der er blevet taget meget hensyn til hende gennem hele forløbet.

Hun forklarede også, at skolen ikke havde nægtet Simone at vende tilbage. Men for at kunne få en eksamen på normal vis, skal man kunne deltage i undervisningen i et vist omfang.

»Hun kan ikke magte at gennemføre en undervisning på fuld tid. Der er jo elever, der går op som selvstuderende. Men det var heller ikke en mulighed, og derfor er det en rigtig ulykkelig sag. Nogle gange er der bare nogle omstændigheder, der gør, at man ikke kan gennemføre. Vi er ikke en behandlende institution, vi er en skole, der ellers normalt har ry for at påtage os et ekstremt stort ansvar for vores elever. Derfor er det her noget, der rammer os alle meget dybt,« lød det fra Susanne Stubgaard