949 dage. 136 uger. 31 måneder. To et halvt år. Så længe har Per og Yvonne Ravn søgt efter svaret på, hvad der skete med deres søn. Så længe har de ventet på en afslutning. Nu er den måske rykket nærmere.

En knogle i den nordsvenske ødemark kan stamme fra 19-årige Joey Ravn, der i 2012 forsvandt under en vandretur.

Hans navn står endnu på postkassen i indkørslen. Joey Ravn. Hans forældre modtager stadig post, der er adresseret til ham. Hver gang må de ringe til afsenderen og fortælle den samme historie: At Joey Ravn er væk og har været det siden 25. juli 2012, hvor han forsvandt sporløst under en vandretur i det nordlige Sverige. Kun 19 år gammel.

Læs også:

Tilbage sidder forældrene med et spinkelt håb. Ikke om, at han bliver fundet i live. Men om, at de en dag kan finde noget af ham, de kan få lov til at begrave. Det håb er for nylig blevet større. Under en ekspedition i området, hvor Joey Ravn forsvandt, er der nemlig blevet fundet en mulig lårbens- eller overarmsknogle.

Per og Yvonne Ravn har erkendt, at Joey højst sandsynligt er død. Men forældrene håber, at det er muligt at finde nogle af hans jordiske rester, som de kan begrave. Foto: Uffe Weng
Per og Yvonne Ravn har erkendt, at Joey højst sandsynligt er død. Men forældrene håber, at det er muligt at finde nogle af hans jordiske rester, som de kan begrave. Foto: Uffe Weng Foto: Uffe Weng
Vis mere

Det fortæller Joey Ravns far, Per Ravn, fra sin plads i køkkenet i familiens hjem i Kirke Såby ved Roskilde, mens han stille kigger ned på sin kaffekop og drejer den rundt mellem hænderne.

En form for afslutning

»Det er som at læse en bog, hvor nogle af midtersiderne mangler. Der står ikke noget. Du kan ikke komme videre. Det håber vi, at vi kan nu. At der kan komme en form for afslutning. At der bare sker et eller andet,« siger han.

Fundet blev gjort i september, hvor fire personer på familiens vegne frivilligt var taget op til området ved det 1.260 meter høje Allak-fjeld, hvor Joey Ravn sidst blev set. Ved nogle skråninger tæt ved en smeltesø og nogle klipper ikke langt fra fjeldet fik de øje på knoglerne, der lå spredt ud over et mindre område.

Læs også:

Joey Ravn havde været af sted på tur med en kammerat. De havde aftalt at vandre en strækning på 400 kilometer på tolv dage. Efter seks dage var de næsten allerede fremme ved stedet, hvor bussen, der skulle køre dem hjem til Danmark, holdt. Joey Ravn besluttede sig for at vandre op på Allak-fjeldet tæt ved for at tage nogle billeder fra toppen. Kammeraten var træt og blev tilbage for at sove.

Tåge og kulde

Da han vågnede senere på aftenen, var Joey Ravn ikke vendt tilbage. En tyk tåge havde lagt sig over hele området. Det regnede, og det var koldt, tæt på frysepunktet.

Kammeraten gik et stykke op ad bjerget for at lede efter Joey Ravn. Da han ikke kunne få øje på ham, vendte han om og gik tilbage for at slå alarm. Først dagen efter om eftermiddagen dukkede den første helikopter op for at søge efter Joey Ravn. Men man fandt ham aldrig. Hvert år siden er frivillige taget op for at lede efter ham i maj, når sneen begynder at smelte.

Læs også:

I september måned sidste år tog fire personer igen af sted derop. Denne gang var sneen stort set smeltet helt væk. Nye steder var mulige at afsøge. Og ikke langt fra, hvor Joey Ravn sidst blev set, fandt de knogleresterne. Både store og små.

Den store lod de ligge, så de ikke ville ødelægge noget for politiet. De markerede dens gps-koordinater og tog billeder. Nogle af de mindre knoglestykker tog de med hjem for at dna-teste.

»Lige da jeg fik det at vide, var det en umiddelbar lettelse. Jeg sagde til Yvonne, at jeg troede, de havde fundet ham. Nu kunne vi måske få en afslutning på det,« siger Per Ravn.

Men de mindre knogler viste sig at stamme fra dyr. De blev undersøgt af dansk politi. Den store knogle mangler dog endnu at blive undersøgt. Politiet fortalte, at det ud fra billederne godt kunne ligne en overarmsknogle eller en lårbensknogle.

Tæt ved Allak-bjerget, nær en smeltesø blev knoglerne fundet 9. september 2014.
Tæt ved Allak-bjerget, nær en smeltesø blev knoglerne fundet 9. september 2014.
Vis mere

For en lille måneds tid siden blev både de små knogler og gps-koordinaterne til den store knogle derfor sendt til svensk politi. Det er nu op til politiet at beslutte, om det vil flyve ud til stedet for at indsamle knoglen og få den undersøgt.

»Lige nu kan vi ikke gøre andet end at vente. Uvisheden er næsten det værste. Hvis politiet siger, at det ikke er noget, så må vi se, om vi kan få Joey erklæret død, så vi kan komme videre,« siger Per Ravn med en stemme, der bliver lavere og lavere og næsten knækker ved det sidste ord, før han langsomt fortsætter:

»Selvom det bliver hårdt.«