En historie om en 19-årig dansker fra Vejle, som påstår at være vampyr, har fået Videnskab.dk til at undre sig over, om mennesker rent faktisk kan leve af blod. Her kan du læse det overraskende svar.

Vampyrerne i film og bøger kan ofte tømme et menneske for dets cirka fem liter blod, og så har de fået stillet deres tørst.

De vampyrer findes heldigvis kun i film- og bogverden, men her er der til gengæld også rigeligt med eksempler på dem, for eksempel i de populære TV-serier True Blood og Vampire Diaries samt i den storhittende Twilight-saga.

Men Lokalavisen Vejle kunne 19. august 2014 fortælle, at en dansk vampyr var troppet op på redaktionen for at fortælle om det danske vampyrliv. Det skriver Videnskab.dk.

I artiklen kunne den unge Cameron Frost blandt andet berette, at blod er en nødvendighed mindst én gang om ugen for den 19-årige.

Vi ringede derfor straks til det mest oplagte sted i Danmark, når det kommer til blod - nemlig Blodbanken på Rigshospitalet - for at få svar på spørgsmålet: Kan man leve af blod?

'Det har sammensætning som en rød bøf'


Tanken om at skulle spise eller drikke blod er måske ikke umiddelbart så tiltalende, men ifølge en overlæge på Rigshospitalet er det ikke umiddelbart skadeligt at få lidt blod indenbords. Blod indeholder nemlig meget næring.

- I få dråber blod er der ikke vitaminer eller næring nok til andet end en myg. Men man kan godt indtage 1–1,5 liter blod om dagen og så være dækket godt ind med kulhydrater, proteiner og fedt. Det har lidt sammensætning som en rød bøf, siger Morten Bagge Hansen, der er klinikchef ved Blodbanken og overlæge ved klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet og tilføjer:

- Blod er ganske nærende, for eksempel i form af blodpølse. Blod består halvt af væske, og den anden halvdel er blandt andet proteiner, som kan opbygge celler. Det betyder i princippet, at der er nok bestanddele i blodet til, at man kan leve af det, siger Morten Bagge Hansen.

Men selvom blod er nærende, så kan man godt komme i ernæringsvanskeligheder, hvis man ikke ernærer sig af andet, pointerer Morten Bagge Hansen.

- Man kan kun leve af blod i en vis tid. På et tidspunkt kommer man til at mangle C-vitamin og andre vitaminer, siger han og fortæller, at det er svært at sige præcist, hvor længe man kan leve af blod.

Det er ikke farligt at leve af blod

Så man kan faktisk godt leve af blod, i hvert fald i et stykke tid - men er det ikke farligt i længden?

Egentlig ikke, mener Morten Bagge Hansen.

- Blod er meget rent – som udgangspunkt. Der er ikke ret mange bakterier og virus i det, selvom man selvfølgelig kan bære på virus som HIV og leverbetændelse.

- Men hvis du suger blod fra en anden, så er det ikke lige så smitsomt som at få det ind i blodårerne, da der er nogle enzymer og andre faktorer i dit spyt, som gør, at mange virus i blodet har svært ved at overleve i mundhulen og mavesækken.

- Typisk blod-virus skal direkte ind i blodårerne for at smitte, siger Morten Bagge Hansen.

Du behøver ikke drikke mennesker


Hvis du sidder med ønsket om at forsøge dig med en spartansk blod-diæt, men ikke har den store lyst til at dræbe mennesker, skal du ikke give op på forhånd: Det er nemlig lige meget, om det er menneskeblod eller dyreblod, man drikker eller spiser, fortæller overlægen.

19-årige Cameron Frost giver i øvrigt det gode råd, at man skal holde sig fra at bide i halsen, da det er der, hovedpulsåren sidder. Derfor bider den unge vampyr selv kun i andres skulder.