Mere end hver sjette læge, som Patientforsikringen og Lægemiddelskadeankenævnet bruger til at vurdere sager vedrørende lægemiddelskader, er på lønningslisterne hos lægemiddelproducenter.

Danske patienter har de seneste år fået sværere og sværere ved at få erstatning for skader forårsager af medicin.

Men der er måske en god grund til, at Patientforsikringen og Lægemiddelskadeankenævnet er blevet nærige med at udbetale erstatninger for lægemiddelskader, skriver Ekstra Bladet.

18 af de 104 læger, som de bruger til at vurdere sager vedrørende lægemiddelskader, er nemlig på lønningslisterne hos de firmaer, der producerer lægemidlerne.

Her bijobber lægerne blandt andet som konsulenter, foredragsholdere og undervisere. Det afslører en gennemgang, som Ekstra Bladet har lavet af listerne over læger, som de to myndigheder benytter.

- Patienterne har krav på en uvildig bedømmelse af deres klager, og derfor bør det fremgå af habilitetsreglerne, at lægekonsulenter med økonomiske interesser i medicinalbranchen ikke må deltage i bedømmelsen af lægemiddelskader, siger Lars Kofoed, jurist ved Kræftens Bekæmpelse til Ekstra Bladet.

Hos Patientforsikringen mener direktør, Karen Inger Bast, ikke, at man kan undgå at benytter læger, der er på kontrakt med lægemiddelindustrien.

- Vi kan ikke se, at der er nogen vej uden om, så længe vi skal bruge de dygtigste og mest anerkendte specialister. Fordi det er også dem, der efterspørges af lægemiddelindustrien, siger hun til Ekstra Bladet.

Kontorchef hos Lægemiddelskadeankenævnet, Camilla Hammer, afviser at der skulle være et problem. Hun henviser til, at det er nævnets medlemmer og ikke lægerne, der træffer de endelige afgørelser.

Hun forklarer desuden, at lægerne skal melde ud, hvis de er inhabile i en sag.

Er det rimeligt, at de selv skal melde, om de er inhabile?

- Ja, det synes jeg. Sådan er det ifølge forvaltningsloven for alle offentligt ansatte. Det er et ansvar, der påhviler den enkelte. Og det er vores opfattelse, at lægerne er altså meget opmærksomme på ikke at vurdere noget, hvor de ikke er 100 procent habile, siger Camilla Hammer.

BNB