Larmende varmerør har nu fået landsretten til at tilkende en uheldig huskøber erstatning.

En husejer i den østjyske landsby Spentrup kan nu langt om længe få sin nattesøvn tilbage og slippe af med de varmerør, der larmer og tikker, når han skruer op for varmen.

Vestre Landsret har dømt sælgeren af huset til at betale 170.000 kroner til udskiftning af varmerørene og til genhusning af familien under det omfattende arbejde.

Den 1. december 2007 overtog den nuværende ejer villaen, der blev betegnet som gennemmoderniseret og i orden fra A til Z.

Det var den også, men så snart der kom varme på anlægget, rystede og tikkede varmerørene så højt, at det var generende for beboerne.

Han kontaktede flere vvs-installatører, der ikke mente, at problemet kunne løses uden at brække gulvene op og isolere rørene fra beton-underlaget.

Men det ville blive dyrt, og han rejste derfor sag mod husets sælger.

Byretten i Randers mente, at udbedringen kunne laves for 100.000 kroner og tilkendte husets ejer dette beløb.

Vestre Landsret har netop stadfæstet dommen med den ændring, at beløbet hæves til 170.000 kroner, nemlig 158.000 til udbedring og 12.000 til genhusning.

Dertil kommer sagens omkostninger på godt 50.000 kroner.

/ritzau/