Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Mellem jul og nytår sidste år døde en 17-årig gymnasie-elev fra Birkerød Gymnasium af et tilfælde af meningokoksygdom. En anden elev blev også syg, men klarede sig igennem. Til BT fortæller rektor på gymnasiet om den uhyggelige situation, der har ført til, at alle på gymnasiet nu er i behandling mod sygdommen.

Styrelsen for Patientsikkerhed udsendte 19. januar en pressemeddelelse, hvori det blev beskrevet, at en 17-årig elev fra Birkerød Gymnasium døde af den sjældne, men alvorlige meningokoksygdom.

I pressemeddelelsen stod det også klart, at en anden 17-årig elev var blevet ramt af den sjældne sygdom. Den elev klarede sig dog heldigvis igennem sygdommen. Men det har betydet, at hele gymnasiet måtte igennem en større forebyggende indsats.

Til BT fortæller rektor på Birkerød Gymnasium, Anders Kloppenborg, om dagene omkring og efter det tragiske dødsfald.

»I slutningen af juleferien fik vi en henvendelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed og forældrene til den afdøde 17-årige. De fortalte, at det var en aggressiv bakterie, som han var blevet ramt af. Og de fortalte, at den var gået i blodbanerne, og det var det, han døde af,« siger Anders Kloppenborg.

På gymnasiet har de arbejde meget aktivt med at få samlet eleverne om tragedien, så de på den måde får bearbejdet tabet og den uhyggelige situation, som dødsfaldet satte gymnasiet i. Specielt fordi sagen sidenhen udviklede sig med endnu et tilfælde.

»Første dag efter ferien holdt vi en samlet mindehøjtidelighed for elever og forældrene til den afdøde, så vi fik skabt et fællesskab, så ingen skulle stå alene med den tragiske nyhed. I løbet af januar - den 13. eller den 16. - fik vi så at vide fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at en anden elev havde været syg, men at sygdommen hos ham udviklede sig anderledes, og at han klarede den,« siger Anders Kloppenborg.

»Vi har været i fuld kontakt med eleverne i den her sag. Og vi har haft to hold af læger fra Styrelsen for Patientsikkerhed ude og forklare, hvad det præcis var, der skete, ligesom vi har sendt en skrivelse ud til alle forældre,« siger rektoren.

Ved den 17-årige elevs dødsfald var de nærmeste blevet behandlet. Men ved det andet sygdomstilfælde hos en elev på gymnasiet, blev der hurtigt sat forebyggende indsats i gang hos alle elever, lærere og andet personale.

Det var dog først torsdag 19. januar, det blev klart, at det var en meningitissygdom, som havde ramt de to elever. Og derfor var det først der, indsatsen for alvor kunne indledes.

»Alle på skolen har fået behandling i pilleform, og alle er efterfølgende blevet opfordret til at få en vaccination senere. Det foregår sådan, at alle kan fra gymnasiet kan gå til deres læge, hvor vaccinationen vil være klar, da det er en hastesag,« siger Anders Kloppenborg.

Hvordan de to elever er blevet ramt af den farlige og sjældne bakterie vides ifølge Anders Kloppenborg ikke endnu.

»Styrelsen for Patientsikkerhed ved endnu ikke, hvordan de to elever har fået bakterien. Og derfor ved vi det heller ikke,« siger Anders Kloppenborg.