For en uge siden var den 17-årige gymnasieelev Mohamad Al Jawerheri en helt almindelig kassemedarbejder i Bilka i Næstved. Nu er han overvældet over de reaktioner, han har modtaget, efter han tirsdag stod frem i Radio24syv, fordi hans arbejdsplads valgte at opsige ham for at have deltaget i en internetdebat om islam.

Da Mohamad Al Jawerheri efter en vens opfording undersøgte den åbne Facebook-side 'Ja til frihed - Nej til islam' få dage før jul, blev han overrasket over, at en sådan side findes.

Efter at have set, hvordan gruppens medlemmer blandt andet delte julesange med tekster om at 'brænde perkere', kunne han ikke lade være med at give sin mening til kende og skrive, at han er glad for at bo i Danmark og støtter op om de danske værdier.

Det var der dog flere i gruppen, der angiveligt opfattede som en provokation. 'Terrorist-tilhænger', blev han kaldt. 'Idiot'.

»Jeg græmmes over, at vi har sådanne væsener (muslimer) som dig i samfundet,« skrev en.

Flere af medlemmerne i gruppen besluttede til sidst at kontakte Mohamad Al Jawerheris arbejdsplads, Bilka i Næstved.

Håber at sætte fokus på omtalen af muslimer

Da gymnasieeleven mødte op i butikken næste arbejdsdag, blev han med det samme bedt om at gå op til chefen, hvor han angiveligt blev præsenteret for en opsigelse, som han følte sig presset til at skrive under, da chefen ifølge Mohamad Al Jawerheri sagde, at det ville få konsekvenser for hans fremtidige arbejdsmuligheder, hvis han ikke skrev under.

Beslutningen om at opsige den unge kassemedarbejder, fordi han deltog i en debat, har siden fået folk til at rase og true med at boykotte butikken.

Selv håber 17-årige Mohamad Al Jawerheri, at han ved at stå frem med sin historie og sine oplevelser, kan være med til at sætte fokus på omtalen af muslimer.

»Jeg håber at få sat fokus på, at alle muslimer ikke er, som de ofte fremstilles i medierne. Medierne skal omtale det seneste, der er sket, men af den grund tror mange folk, at muslimer er som dem, de lige har hørt om,« siger han til BT.

»Så nogle folk danner sig nogle virkelig stærke meninger på den baggrund og samler sig med andre, der har de samme holdninger. Og så tror de, det er rigtigt. Derfor er det vigtigt, at der kommer et modspil,« tilføjer han.

Surrealistisk oplevelse

Selv sammenligner han de mange, der samles i den islamofobiske Facebook-gruppe eller andre steder, med trends.

»Det er ligesom, hvis der er mange, der pludselig begynder at gå med cowboy-bukser, og du selv ikke kan lide at gå i dem. Men fordi alle andre gør det, så begynder du også at gøre det, for det er jo det, alle gør. Så er det godt, der er nogen, der kan sige, at der er også ikke også at gå i cowboybukser,« fortæller Mohamad Al Jawerheri.

Selv havde han aldrig regnet med, at hans historie ville afføde de mange reaktioner, den indtil videre har.

»Det er ret surrealistisk, synes jeg. For et par dage siden var jeg jo bare en helt almindelig medarbejder i Bilka,« siger han.

Han indrømmer, at han efter i begyndelsen af debatten havde forsøgt at holde en saglig tone, hen ad vejen blev lidt mere flabet. Men ikke provokerende og hånlig over for Danmark, som nogle af medlemmerne i gruppen mener.

»Jeg ville bare gerne se, hvor langt de ville gå, for at argumentere sagligt med de mennesker hjalp ikke noget som helst. Det prøvede jeg i begyndelsen, men det hjalp intet. Så jeg var måske flabet for at se, hvor langt de ville gå, da jeg synes, det er nogle mærkelige holdninger, de har,« siger han.

Bagmanden fortrød

Noget af det, der betyder mest for ham i hele denne sag, er at hovedmanden, Thomas Telner, der var den første til at opfordre til at kontakte hans arbejdsplads, senere fortrød sine handlinger og siden har forsøgt at hjælpe Mohamad Al Jawerheri ved blandt andet at ringe til Bilka igen og sige, at han synes, de skulle genansætte ham.

Det fortalte Thomas Telner også selv i Radio24syv. Og det betyder noget for Mohamad Al Jawerheri.

»Han er virkelig ked af det. Det var ham, der fik mig fyret, men han har også været med til at prøve at gøre det godt igen,« siger han.

Endnu har Bilka i Næstved ikke villet kommentere sagen. Før de gør, vil Mohamad Al Jawerheri heller ikke tage stilling til, om han kunne finde på at vende tilbage til jobbet i butikken, hvis han bliver det tilbudt igen.

»Jeg har ikke hørt noget fra Bilka, men til den tid, når de kommer med en kommentar, der må jeg tage den med til min advokat og med HK (hans fagforening, red.), og så må vi tage den derfra,« siger han.

Dansk Supermarked undersøger nu forløbet

Men han ærgrer sig over, at han ikke længere skal arbejde der, for ligesom han gjorde det klart i internetdebatten, da folk først begyndte at nævne hans arbejdsplads, kunne han godt lide at arbejde der.

»Så det er lige ligesom at gå over til en person og sige: 'Du ser godt ud i dag', og så få en flad for det,« siger han med et grin.

Hos Dansk Supermarked vil man nu undersøge sagen. Det siger pressechef Mads Hvitved Grand, Dansk Supermarked til Ritzau.

»Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvordan hændelsesforløbet har været. Men det er klart, at hvis det måtte forholde sig, som det er beskrevet, så er det ikke i tråd med, hvordan vi normalt gør tingene eller gerne vil gøre tingene i Bilka,« siger han.