Onsdag blev det slået fast, en 17-årig pige bliver sigtet for brud på våbenloven, fordi hun benyttede sig af en peberspray til at afværge et voldtægtsforsøg. Nu raser flere af BT's læsere over sagen på Facebook.

»Hvad fanden er det for et sygt land vi lever i!,« skriver Patrick Broholm Hansen på BT's Facebook-side.

Den 21. januar modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse fra den 17-årige pige, der forklarede, at hun var blevet udsat for et voldtægtsforsøg i Sønderborg. Her havde hun angiveligt mødt en engelsktalende mand, der knappede den 17-åriges bukser op og forsøgte at hive dem af hende.

Manden blev dog efterfølgende skræmt væk af pigen, der forsvarede sig imod ham med en peberspray. Men selvforsvaret ender altså med, at pigen bliver sigtet af politiet.

»Det er ulovligt at besidde, bære og anvende det. Hun er ikke sigtet på nuværende tidspunkt. Men det er jo en strafbar handling, så det vil hun blive,« siger politikommissær Svend Erik Lassen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til jv.dk.

Den udmelding har for alvor fået sindende i kog hos flere af BT's læsere, der på Facebook raser over sagens udvikling.

»Forbryderen går fri og den der bliver overfaldet bliver straffet. Hvad sker der lige i Danmark?,« skriver Thomas Kahl.

»Stakkels pige. Ikke nok med hun er blevet forulempet, så skal hun straffes, for at forsvare sig. Fy for pokker,« skriver Sussi Olin Jørgensen.

»Med den latterlige lovgivning vi har, bliver man jo nødt til at lave sine egne regler for at passe på sig selv. Så NEJ hun skal da ikke sigtes for at forsvare sig selv. Tænk at vi er nået hertil,« skriver Christina Knak.

Der er dog enkelte der udviser forståelse for politiets sigtelse. Også selvom de grundlæggende finder den urimelig.

»Hvis man ser på loven, så bliver man jo nødt til at håndhæve den og sigte hende. Vi skal dog huske - som der også står i artiklen - at en sigtelse ikke behøver at betyde en dom, skriver Julie Jensen, med henvisning til politikommissær Svend Erik Lassens udtalelse.

»Selvfølgelig skal hun sigtes. Hun har jo valgt at anskaffe sig et ulovligt våben. Jeg kan sagtens forstå bevæggrunden for at hun har gjort det, men det er stadig et ulovligt våben hun har brugt,« skriver Dinnie Helbo Rasmussen.