Danskerne er et forkælet folkefærd, der er bange for at tage fat. Selv i en omfattende og langvarig økonomisk krise, og med 162.700 arbejdsløse, er der job, som danskerne styrer langt udenom.

Sådan lyder det nu fra en række organisationer og arbejdsgivere, der beskæftiger mennesker, som står tidligt op, bliver beskidte og hver dag udfører fysisk hårdt arbejde for at tjene til føden.

- Det kan være rengøringsjob, omdeling af aviser og reklamer eller at sidde ved kassen i et supermarked. Der er nok heller ikke så mange, der har lyst til at komme ud og passe grise, siger Britt Flamgaard, centerleder på Jobcenter Lolland.

Hårdt arbejde
Efter den stormfulde debat om kontanthjælpsmodtagerne Mette Hansen og Robert Nielsen har BT taget temperaturen på en række brancher, hvor der er job at få, men hvor ingen eller få danskere søger hen.

Det handler f.eks. om job som stuepige, avisbud, rengøringsassistent og som medhjælper i en grisestald. Og en arbejdsgiver er ikke bleg for at kalde danskerne ‘dovne’.

- Danskerne er for dovne til at være stuepiger - det er hårdt arbejde. Vi har i løbet af det sidste halve år ansat 150 mennesker, men vi har ikke fået en eneste ansøgning fra en dansker, siger Brian Holmboe, driftsdirektør i firmaet De 5 Stjerner, der ansætter stuepiger, som arbejder på hoteller i København.

Hos Horesta, brancheorganisationen for hoteller og restauranter, undrer direktør Katia Østergaard sig over, at stort set ingen danskere er klar til at tage fat som stuepiger.

- Det kan virke paradoksalt, når der er så mange arbejdsløse, siger hun.

Stuepigen

Rufina Mercado, 50 år, fra Filippinerne, ansat som stuepige hos Scandic Copenhagen, bor i alene Solrød Strand, har to voksne børn. I Danmark siden 1999. Der er 35 stuepiger på hotellet - ingen af dem er danske. På hotellet kan man ikke huske, hvornår man sidst har modtaget en ansøgning fra en dansker, der ville være stuepige.

Hvorfor har du taget jobbet som stuepige?

- Jeg har arbejdet som stuepige her siden 2004. Det var en veninde, der fik mig ind. Inden jeg kom her, gjorde jeg rent på en ambassade, men det her er mit første fuldtidsjob i Danmark. Forhåbentlig har jeg det mange år endnu.

Hvad synes du om jobbet?

- Jobbet er fantastisk, men det er hårdt. Sammenlignet med faglært arbejde er lønnen ikke så høj, men jeg tjener nok til, at jeg kan sende penge hjem hver måned. Det handler om, hvordan man bruger pengene. Jeg kan sagtens leve for de 13.000 kr., som jeg har.

Hvorfor tror du, at danskerne ikke gider det job?

 - Det er hårdt fysisk arbejde, og man begynder tidligt om morgenen. Jeg ordner 24 værelser hver dag, men hvis man begynder dagen med et smil, så går det altid. Vi stuepiger har det godt sammen, og vi er gode til at støtte hinanden.

KØB BT FREDAG OG MØD OGSÅ ANDRE DER HAR JOB DANSKERNE IKKE VIL HAVE:
- Alexandra passer grise
- George er avisbud
- Shenay er rengøringsassistent

Hvad tænker du er årsagen til, at jobbene ikke bliver besat af danskere? Er det noget, der skal gøres noget ved? Deltag i debatten herunder. (Virker desværre ikke på mobiltelefon.)