Nye skatteregler betyder, at et solcelleanlæg til 100.000 kroner kan være betalt efter syv år, uden at ejeren har haft en krone oppe af lommen.

Solcellefeberen har ramt de danske boligejere - 16.000 har købt et anlæg i 2012.

Et solcelleanlæg på taget er næsten lige så godt som at have sin egen seddelpresse stående hjemme i garagen, skriver Fyens Stiftstidende.

Det er en veritabel pengemaskine at producere sin egen strøm. Man sparer hele sin strømregning, og nye gunstige skatteregler betyder, at et anlæg til f.eks. 100.000 kroner kan være betalt efter blot syv år, uden at ejeren har haft en krone oppe af lommen.

- Det er en kanonforretning. Det er der slet ingen tvivl om, siger Henrik Ifversen fra revisionsfirmaet Revision Limfjord, som har specialiseret sig i at lave selvangivelser for nye ejere af vindmølle- og solcelleanlæg.

På det seneste er markedet yderligere stimuleret af store prisfald på solcellepaneler og hård konkurrence mellem en lang række leverandører. For eksempel tilbyder både Bilka, Bauhaus og Wupti.com i dag at sætte et anlæg op.

Ifølge Energitjenesten skal man dog se sig lidt for, når man går fra ønske til handling, skriver Fyens Stiftstidende.

- Brug din mavefornemmelse, siger energikonsulent Rune Schmidt fra Energitjenesten på Ærø.

- Der er mange nye aktører på dette marked, og der findes ikke en facitliste med gode og dårlige producenter og leverandører. Folk skal sætte sig ind i sagerne og bruge deres sunde fornuft, når de vælger produkt og leverandør. Mange er blot med for at skumme fløden, lyder advarslen fra Rune Schmidt i avisen.

BNB