Ebrahim Said er født på Rigshospitalet. Voksede på Amager op med Al Jazeera i fjernsynet og en mor på overførelsesindkomst. Men hvem er den 16-årige dreng egentlig, som mener, at kvinder har et ansvar for ikke at blive voldtaget?

Folk har stået i kø for at give hans religion og hans etniske herkomst skylden, den 16-årige gymnasieelev Ebrahim Said, som skrev i Weekendavisen den forgangne weekend, at letpåklædte kvinder selv bærer en del af skylden, hvis de bliver voldtaget:

»Det er faktisk ganske enkelt. Hvis en kvinde vælger at gå mere eller mindre upåklædt gennem indre by klokken to om natten, så udfordrer hun skæbnen. (...) For hvis hun med sin mavebluse, kavalergang og bukser med huller i stik mod alle odds går alene igennem en park eller mørke, farlige gyder, bærer hun så sandelig også et medansvar. Man sender heller ikke Pia Kjærsgaard alene gennem Nørrebro, vel? Eller Yahya Hassan alene gennem Gellerup.«

Siden har han modtaget skriftlige dødstrusler og fået Facebook-beskeder som »Skrid hjem, perkersvin« . Men hvor er hjem, spørger Ebrahim Said?

»Hvilken kultur mener de? Jeg har kun danske venner, jeg går på en perledansk skole, jeg bor i Danmark. Jeg synes, at det er grænseoverskridende, at man i den grad fokuserer på mit navn. Man antager alene udfra mit navn, at man kender min livsvopvækst,« siger Ebrahim Said og tilføjer:

»Man tilskriver mig, at min holdning skyldes, at jeg er muslim, og at jeg derfor skal sendes hjem. Til trods for at jeg i årevis har fået at vide, at hvis alle var som dig i integrationssammenhæng, så ville der ikke være noget, der hed integration.«

Han er - som han selv påpeger - veltalende. Velklædt i blå blazerjakke, grå strikketrøje og sejlersko. Han taler om det »idealistiske samfund« versus det realistiske, sprogbarrierer og fejlslagen integration, da BT møder ham en gåtur fra de røde murstensblokke på Tingvej på Amager, som dannede rammen om hans opvækst.

Ebrahim Said er dansk statsborger. Født og opvokset i Danmark som søn af en egyptisk mor, der kom hertil i 80’erne, og en far, som han ingen kontakt har til. Han voksede op på »bunden af tilværelsen« i en lejlighed i et socialt boligbyggeri på Amager med sin lillebror og sin døvstumme mor, som han kommunikerede med på tegnesprog.

Ebrahim Said gik i 0. klasse i folkeskolen, men opgav - eller blev opgivet, som han siger det. Fortsatte på den arabiske friskole Al Quds Skole i Københavns Nordvest-kvarter, men stoppede. Først omkring 3.-4. klasse begyndte han i en specialklasse, og endelig i 5. klasse begyndte han »kontinuerligt« at gå i folkeskole. Der var ikke penge til lejrskole, men der var penge til parabol, og livlinen til omverden var den arabisksprogede tv-kanal Al Jazeera og forsørgelse fra det offentlige.

Legepladsen i det boligbyggeri på Tingvej på Amager, hvor Ebrahim Said voksede op.
Legepladsen i det boligbyggeri på Tingvej på Amager, hvor Ebrahim Said voksede op. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg havde ikke en rollemodel, fordi jeg havde ikke en far at se op til. Jeg kunne ikke se op til min mor, fordi hun havde opgivet at gøre noget ved sin egen situation. Vi levede på bunden. Min mor var på offentlig forsørgelse, hun kunne ikke tale, og derfor lærte jeg først dansk sent. Jeg var vitterlig opgivet. Jeg var ekskluderet, og jeg havde alle forudsætninger for at blive terrorist.« siger han og uddyber:

»Når man i sine barndomsår føler sig svigtet og føler 'ingen kan lide os', så skaber man sit eget fællesskab med dem, der ser ud som en selv, men som man egentlig ikke har et fællesskab med. Ligesom i skolen, når man spillede rundbold, og nogen råbte: 'Hey, vi laver danskerne mod muslimerne',« fortæller Ebrahim Said.

»Til sidst er der nogle misforståede unge, som opsøger en imam, som taler til ens følelser og sender en i koranskole, og pludselig står vi med de her radikaliserede unge.«

Han kan stadig huske, hvordan han som lille sad ved Københavns Retshjælp og skulle forsøge at tolke for sin mor i sager kontanthjælp. Andre gange om mistet bagage og togbilletter. Han husker det, som om der altid var økonomisk problemer. Til gengæld husker han ikke, som om at han fik lektiehjælp eller hjælp fra kommunen.

»Min mor havde et virkelig anstrengt forhold til Danmark . Der var en angst og en mistro til kommunen og systemet. Hun følte sig uretfærdigt behandlet, og de holdninger overtog jeg. Når jeg læser akter i min sag, var der ingen tvivl om, hvor det ville ende. Det var bare at slå op under alle de dårlige ord i ordbogen: kriminel, kontanthjælp, arbejdsløs, analfabet. Højest en kiosk ville jeg få,« siger han.

Han griner og korrigerer sig selv.

»Nej, det ville jeg ikke engang få.«

Men Ebrahim Said blev ikke terrorist. Han blev i stedet »pisseheldig« og »privilegeret,« da han på Peder Lykke Skole på Amager mødte en lærer, som »troede på ham«. Hun tog ham med ud at spise og til svømning i sin fritid i hans første skoleår.

Ebrahim Said  ved sin gamle skole Peder Lykke Skole på Amager. I dag går han på Niels Brocks Handelsgymnasium.
Ebrahim Said  ved sin gamle skole Peder Lykke Skole på Amager. I dag går han på Niels Brocks Handelsgymnasium. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hun hjalp med at lære sproget. Det gav ham selvtillid. Han fandt ud af, at han sagtens kunne få venner og klare skolen. I 6. klasse scorede han i en nationaltest i dansk med egne ord et »usædvanligt højt« resultat. Da Yahya Hassan for to år siden udtalte, at han var »fucking vred« på sine forældres generation, ramte han noget i Ebrahim Said. Han fik et forbillede.

»Han har jo ret! Vores forældre har svigtet. Jeg bebrejder ikke min mor noget. Hun var døvstum og kunne ikke lære mig sproget. Hun havde ikke mulighederne. Men hun blev svigtet af systemet, da hun kom til landet, fordi ingen tog hånd om hende. Jeg vil ikke have en offerrolle, men man må forstå, at når man svigter vores forældre og lader dem rådne op på kontanthjælp, så svigter de deres børn. De giver en arv videre. Vi er nødt til at få indvandrere til at lære sproget, sende dem i arbejde, så de kan blive forgangsbilleder for deres børn.«

I 9. klasse blev han opfordret til at sende sine skriverier ind til en avis. Det gjorde han til Politiken, Berlingske og Information og så sent som i weekenden til Weekendavisen, hvor han skrev om »kvindens ansvar« for at undgå voldtægt.

Nogen påstår, at det er opdragelsen hjemmefra, som er slået fejl. »At Religiøse forældre er svære at tale fornuft med«, som en læser skriver. Hvad siger du til det?

»Nogen tror åbenlyst, at nogen sidder og giver mig de her holdninger, men det gør der ikke. Det er ikke mine forældres skyld. Min far er ikke i Danmark, og jeg har ikke særligt meget med mit hjemland at gøre. Og hvordan skulle min mor have kvindehad, når hun selv er kvinde? Det her er holdninger, jeg selv har og selv føler.«

Ebrahim Saids forældre er muslimer, og han selv spiser ikke svinekød, men hvordan han i øvrigt praktiserer sin tro, kommer hverken sagen eller andre ved, som han siger.

Hvor stammer din holdning så fra?

»Det er bare at kigge rundt. I alt for lang tid har vi haft uduelige meningsdannere, som ikke har klaret at reducere det her problem. Det ender med, at Søren Pind vil hæve straffen, og  vi giver hele tiden hinanden ret i, at gerningsmanden er en narrøv, psykisk syg og et røvhul. Godt så, det har vi forstået. Hvad kan vi gøre for at skåne et kvindeliv? Voldtægtsofre er i virkeligheden ofre for nogen, der ikke tør handle. Vi må alle lære at tage vores forholdsregler. Lad være med at gå alene. Jeg er brun, fra Egypten, har en arabisk mor og bor på Amager, så jeg må også tage mine forholdsregler til tider.«

I dag drømmer han om at få en blog på en landsdækkende avis. Eller at blive minister, gerne social- og integrationsminister.

»Der er flere af mine venner, som har bakket mig op, men der er også nogle, som ikke forstår mig. Men de fleste var ikke overrasket. En enkelt skrev, han først havde regnet med at høre fra mig, når jeg blev minister. Haha.«