En veninde tog billede af 14-årig Lærke i smug. Nu bliver det delt på nettet, og Lærke og hendes forældre kan intet stille op.

En aarhusiansk teenager har de seneste måneder levet i et vågent mareridt. Et nøgenbillede af hende bliver nemlig flittigt delt på de sociale medier, og hun og hendes mor forsøger nu desperat at få det stoppet. På trods af opringninger til både andre forældre og politiet bliver billedet ved med at dukke op. Derfor har 14-årige Lærke lavet en video, hvor hun beder folk om at stoppe med at dele billedet.

»Det er begyndt at fylde rigtig meget i mit liv og min hverdag. Jeg har virkelig prøvet at ignorere det og være ligeglad, men hver gang jeg har fået en facade på og har været ligeglad, så har jeg set det på Facebook eller et andet sted, at det er kommet op igen,« fortæller hun i en video, som hun har lagt på Facebook for at fortælle om de konsekvenser, billedet har fået for hende.

»Det har givet mig rigtig mange selvmordstanker,« siger hun.

Videoen er i løbet af få dage blevet delt næsten 4000 gange.

Det hele begyndte sidste sommer, da Lærke Bodilsen fra Riskov ved Aarhus havde en veninde til at overnatte. Da pigerne klædte sig af, tog veninden et billedet af hende i smug uden, at Lærke opdagede det. På billedet har hun kun trusser på, og hendes ansigt og bryster er synligt.

Først flere uger senere opdagede hun, at der florerede et billede af hende på de sociale medier, og til eb.dk fortæller hun, at hun ikke aner, hvem, der har taget det. I den periode havde hun nemlig flere veninder hjemme og sove.

»Der var en, der sendte det til mig, og så blev jeg vildt ked af det. Jeg viste jo slet ikke, at billedet eksisterede. Jeg kunne slet ikke forstå det, og jeg havde ingen anelse om, hvornår det var taget,« siger hun.

I de seneste måneder er billedet af Lærke dukket op på både Facebook, Instagram, ask.com og snapchat.

Lærkes mor har forsøgt at kontakte de andre pigers forældre, og hun har sågar meldt det til politiet, men intet hjælper.

»Min mor har ringet rundt til rigtig mange forældre, men der sker åbenbart ikke en skid. Og vi har også meldt det til politiet. Folk bliver ved med at lægge det op. Jeg er 14 år gammel. Jeg synes, det er sygt, at nogen kan finde på at gøre sådan noget mod et andet menneske,« siger hun i videoen, som hun håber, kan hjælpe med at stoppe udbredelsen af billedet.

De personer, der har delt videoen, er mennesker, som hun slet ikke kender, og det skræmmer hende.

»Folk, der gør sådan noget mod andre, de burde tænke sig om en ekstra gang.«

»Det får jo ikke rigtig nogen konsekvens for jer, der lægger det op, men det har konsekvenser for mig og min familie. Og for mit liv. Og det synes jeg, I skal vide, at det virkelig sårer mig, selv om jeg prøver at virke ligeglad.«

Lærkes forældre føler sig også magtesløse og har gjort, hvad de kan for at få billedet fjernet.

»I starten forstod vi det ikke rigtig. Vi var i chok over, hvad der var sket. Jeg er ikke på Facebook eller nogle sociale medier, så jeg er ikke så vant til at finde rundt i det,« siger Jane Bodilsen til Ekstra Bladet.

Til sidst gik hun til politiet, som dog heller ikke kunne forhindre, at billedet blev delt.

»Jeg begyndte at samle links sammen til politiet, men der skete ligesom ikke noget. Så jeg spurgte politiet, om det var en idé, at jeg selv kontaktede forældrene til de her børn, der lagde billederne op, og det, sagde de, var en god idé.«

Jane Bodilsen kontaktede forældrene til de børn, hun kunne identificere, men selv om det hjalp lidt, bliver billedet af Lærke stadig delt.

Nu håber familien, at Lærkes video-bøn kan gøre en ende på hendes trængsler.