Sundhedsstyrelsen kalder fortsat influenzavaccinationer for sikre på trods af indberetninger om dødsfald, hjertestop, lammende nervesygdomme og over 100 andre meget alvorlige skader i forbindelsen med vaccinationen.

Trods indberetninger om dødsfald, hjertestop, lammende nervesygdomme og over 100 andre meget alvorlige skader kalder Sundhedsstyrelsen fortsat influenzavaccinationer for sikre, skriver metroxpress.

»Influenzavaccination er effektiv og sikker for risikogrupper,« lyder det fra styrelsen, som metroxpress har bedt undersøge indberetningerne af i alt 384 forskellige bivirkninger gennem de seneste 10 år.

13 mennesker er indberettet som formodet døde af vaccinationen, og 128 andre er blevet ramt af alvorlige skader, som for eksempel har været livstruende eller betydeligt invaliderende.

Men da læger sjældent indberetter skader, dækker de i alt 1.170 formodede bivirkninger over langt flere bivirkninger, og bivirkningstallet skal derfor ifølge dr. med. Peter Gøtzsche ganges med mellem 10 og 100.

Sundhedsstyrelsen erkender, at der er flere bivirkninger end indrapporteret, men mener, at vaccinen kun kan være skyld i tre af de 13 dødsfald. De 10 tilfælde skyldes derimod angiveligt kroniske sygdomme.

Sundhedsstyrelsen, der påpeger, at en indberettet bivirkning ikke altid er videnskabeligt bevist, fortsætter derfor med at anbefale vaccinen som »effektiv og sikker til alle ældre, kronisk syge, overvægtige og gravide.«

Men på Cochrane Centret, som har undersøgt influenzavaccinationen, deler de ikke styrelsens positive vurdering.

»Der er især for raske mennesker, herunder raske ældre over 65 år, samt gravide ikke videnskabelig dokumentation for vaccinernes effekt. Det er et indgreb uden solid evidens for gavn hos disse grupper, og det er ikke korrekt, at vaccinerne beskytter de fleste, der vaccineres,« siger forsker Karsten Juhl Jørgensen.

BNB