Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Datteren til en af de ældre kvinder, der blev kørt ned i en park i København, stiller nu spørgsmålstegn ved, om politiet gjorde det rigtige, da de eftersatte en 13-årig biltyv.

Det kom som et chok for Vibeke Hviid, da hun fredag modtog beskeden om at hendes mor var død. Kørt ned af en flugtbilist i Valbyparken i København.

Vibeke Hviid fortæller til BT, at hun har forsøgt at holde sig selv i gang og få snakket med familien. Det hjælper, siger hun. Men bag det hele ligger der stadig et spørgsmål og savner svar. Hvorfor skulle det ske?

Ulykken fandt sted, da to biltyve på flugt fra politiet tog en desperat beslutning og drejede bilen, de havde stjålet, ind i Valbyparken i det sydvestlige København. Bag rattet i den stjålne bil sad en blot 13-årig dreng, mens en to år ældre dreng sad på passagersædet. Flugtbilen påkørte de to ældre kvinder, som blev slynget 10-15 meter gennem luften, hvorefter føreren mistede kontrollen og hamrede frontalt ind i et træ.

Ifølge Vibeke Hviids oplysninger blev biljagten optrappet, da politibilen satte udrykning på. Hun frygter, at det er dét, der har fået de to teenagere til at køre ind i en park med familier, børn og motionsløbere.

»Jeg stiller jo mig selv det der simple spørgsmål: Var det nu nødvendigt for en stjålet bil? Jeg er da helt sikker på, at politiet har deres gode grunde til at gøre det. Men spørgsmålet er der. Men selvfølgelig er jeg jo også følelsesmæssigt involveret, og politiet skal jo sommetider tage nogle hurtige beslutninger. Og de overvejelser, de har gjort sig, kender jeg ikke,« siger hun til BT søndag eftermiddag, hvor hun befinder sig det sted i parken, hendes mor blev påkørt. Sammen med sig har hun sin datter og to børnebørn.

»Vi har været her det meste af dagen. Det er godt at være her, og se hvor det er sket. Vi prøver at finde mening i ulykken og prøver at sige farvel,« sagde Vibeke Hviid, der stadig er »chokeret«

Artiklen fortsætter under billedet:

Foto: Mathias Øgendal
Vis mere

»Jeg tænker jo kun, at det er meningsløst. Men det rører mig at se, at mange har lagt blomster uden at kende hende. Det siger noget om, at der er andre end mig, der er chokerede over, hvad der er sket. Det gør mig varm med den venlighed,« siger hun.

Hendes mor gik en tur med en veninde i parken for at kigge på roser og spise på den nærliggende Café Rosenhaven. Hun havde for nylig sendt invitationer  til sin 85-års fødselsdag:

»Min mor var et meget positivt og glad menneske, og hvis vi skal tænke gode tanker, så kan man sige, at hendes sidste dag var en god dag, fordi hun gjorde noget, hun kunne lide,« siger Vibeke Hviid, der dog håber, at drengene »kommer videre«.

»Det er frygtelig for alle, og for de to drenge. De har et langt liv foran sig, og jeg håber de kommer i nogle dygtige menneskers hænder, der kan hjælpe dem med at give dem et ordentligt liv, der giver mening for dem på længere sigt,« siger hun.

Straks efter ulykken blev sagen overdraget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der - fordi en person døde i forbindelse med en udrykning -  nu efterforsker, om betjentene i den pågældende politibil har handlet forsvarligt.