12-årig pige fundet i god behold

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter at den 12-årige pige Jessica Thøgersen er blevet fundet i god behold på Sjælland. Det skriver bt.dk.

Pigen har været forsvundet fra sit hjem ved Nordborg på Als siden søndag aften, hvor hun fortalte sin familie, at hun skulle overnatte hos en veninde.

- Omkring klokken 17 (torsdag, red.) fik vi besked fra faderens ekskæreste om, at hun havde indfundet sig hos hende, siger vagtchef for Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til bt.dk.

Pigens far, Thomas Juul, er på vej til Nivå, hvor ekskæresten bor, for at hente sin datter.

Jessica Thøgersen har det umiddelbart godt, men politiet vil endnu ikke udelukke, at der kan være sket en forbrydelse.

- Vi ved ikke, hvad der er sket. Men hvis der ikke har været andet i det, end at hun er løbet væk, blander vi os ikke mere i det, siger Søren Strægaard.

Jessica Thøgersen har tidligere forladt hjemmet i flere dage ad gangen, skriver bt.dk.

BNB