(Opdatering 2023: B.T. har fjernet pigens og moderens navn fra artiklen efter anmodning.)

11-årige XX er født, opvokset og går i skole Danmark. Men nu vil udlændingestyrelsen sende hende ’hjem’ til Marokko, hvor hun aldrig har sat en fod. Eneste problem er, at Marokko ikke vil have hende ind, da hun er dansker.

I en rodet, hvidmalet barak nummer 45 på asylcentret Kongelunden bor YY med sin 11-årige datter XX. I køkkenet er der låse på køleskabene, så ingen løber med de æg, XX lige har hentet. Der er til gengæld hverken internet eller telefonsignal – på trods af vi kun er en halv time fra København. Så vi, min fotograf og jeg, bliver nødt til at råbe YYs navn højt og banke på hos de forskellige værelser for at finde dem.

Inde på værelse fem finder vi YY og XX. Begravet i flytterod er de i gang med at pakke. De skal nemlig flytte til et nyt asylcenter i Dianalund – godt halvanden time væk. Men det er ikke deres værste bekymring.

I januar fik de nemlig begge afvist deres ansøgning om opholdstilladelse. Det sker på trods af, at XX er født, opvokset og netop har afsluttet 4. klasse på Sundbyvester Skole i Danmark, som en af de bedste. Men XX har ikke fået det at vide endnu.

»Min datters store håb er at få opholdstilladelse. Et håb, som jeg må indrømme at have givet næring til, da jeg også selv inderligt troede på det. Jeg ønsker kun, at hun skal være glad, og jeg kan ikke nænne at briste den drøm,« siger YY, da vi sidder i et af de to små værelser, som den lille familie har til rådighed.

De har dog talt om, at det godt kan ske, selvom det frustrerer XX.

»Jeg gider ikke tænke på, at vi måske skal ud af Danmark. Det vil være rigtig, rigtig trist. Danmark er det eneste land, jeg har været i. Jeg er født her. Jeg er opvokset her. Så skal jeg ikke til Marokko. Jeg kender ikke nogen der,« siger XX, der betyder engel på marrokansk.

YYs historie

Vi får tilbudt kaffe og får at vide, at de har fået stjålet alle deres vandglas, så de kun har vinglas tilbage. De har dog stadig et par krus, de kunne låne.

27-årige YY kom til Danmark som 17-årig for at besøge sin far, der var flyttet sammen med en dansk kvinde. Hjemme i Marokko var hun blevet smidt ud af det børnehjem, hun boede på, efter hendes far stak af til Danmark. Hun havde været sammen med en dreng, hvilket ikke var velset.

Efter tre måneder i Danmark udløb hendes turistvisum. YY fandt dog ud af, at hun var blevet gravid - højst sandsynligt af drengen, hun var sammen med i Marokko - og søgte derfor om asyl. YY fødte XX på Rigshospitalet og fik lov til at bo på Kongelunden, indtil XX var gammel nok til at kunne rejse.

Men så skete det kuriøse. Marokkos ambassade meldte, at de ikke ville have XX ind i landet, da hun er født i Danmark, og fordi faren er ukendt.
YY og XX kunne ånde lettet op.

Chokket

Men det var en stakket frist. For i 2012, da XX var seks år, fik YY pludselig at vide, at politiet havde fået rejsedokumenter til XX, og dermed kunne de blive sendt hjem. YY var i chok.

»Vi fik at vide, hvornår politiet kom. Så jeg tog XX under armen og tog til Sverige og så Norge. Her nåede vi at bo i otte måneder, indtil politiet sendte os tilbage til Danmark,« siger YY.

Men nu kunne politiet alligevel ikke fremskaffe rejsedokumenter til XX. De valgte at droppe sagen og henviste til, at de skulle søge om opholdstilladelse.

YY og XX fik udskudt deres dom. Og livet på asylcentret Kongelunden kunne begynde igen. Men hvordan er det at vokse op på et asylcenter?

»Det har været meget svært at opfostre min datter her på Kongelunden. Det er så hårdt. Der er mange forskellige mennesker her på asylcentret. Både gode og dårlige. Hun går i skole hver dag, hvor hun er glad, men med det samme hun kommer hjem, så får hun det dårligt. Det er svært hele tiden at passe på hende. Der er heller ikke mange, der taler så godt dansk her. Og folk bor her ikke så længe af gangen, da de enten flytter videre, flygter eller får opholdstilladelse. Det går rigtig ondt at se andre børn få opholdstilladelse,« siger YY.

Mens YY lige har afsluttet sin 10. klasse, går XX i 4. klasse, hvor hendes yndlingsfag er matematik. Når skolen er færdig, står den ligesom alle andre børn på fodbold eller fritidsklub, når hun altså ikke skal hjem og lave lektier.

Ulækre mænd

Men livet på asylcentret er ikke godt for unge piger, mener YY.

»XX er kun 11 år, men mændene og drengene her ser hende jo som en 15-årig. De går efter hende og siger, at de gerne vil være kærester med hende. Hun er bange for mændene her. Og hun kan ikke tage kort tøj på,« siger hun og fortsætter:

»Jeg får det meget dårligt. Danmark er jo et meget sikkert land med fred, men det er ikke så sikkert her på asylcenteret,« siger YY.

Da jeg taler alene med XX, om livet på Kongelunden, fortæller hun om, hvor svært det er.

»Jeg er rigtig glad for at bo i Danmark, men det er selvfølgelig ikke særlig rart at bo her,« siger XX og kommer med flere eksempler:

»Nogle gange kan der godt være ubehageligt. Der er tit slåskampe og meget larm og rigtig mange ubehagelige mænd. Og de spiller musik til kl. 4 om natten. Og de spiller fodbold op ad muren, hvor jeg sover og larmer. Og jeg går jo i seng kl. 21, så kan jeg ikke sove,« siger XX og kigger ned i jorden.

Hendes værelser ligner alle andre 11-årig pigers med lyserødt plyssengetæppe, billeder af veninderne på væggene og makeup på bordet.

’Jeg er jo dansk’

Hvad siger dine venner til, at du bor her?

»Det er jo meget anderledes i forhold til mine andre venner. Når jeg fortæller nogle, at jeg bor her, så har de mange fordomme. De siger, at det er meget småt, beskidt, og at vi ikke får mad og er fattige. Det bliver jeg ked af at høre. Jeg er jo født og opvokset her og taler flydende dansk, og så siger de: ’Jamen du er jo ikke dansk’.«

Hvornår fandt du ud af, at du ikke var helt som de andre børn i klassen?

»Men jeg er jo som de andre børn i klassen. Jeg bor bare på et asylcenter,« siger XX med et smil, der bryder den ellers triste stemning i det lille værelse.

I januar – fem år efter, de søgte om opholdstilladelse – fik de et endeligt svar. Udvisning. For dem begge.

Den marrokanske ambassade vil dog tilsyneladende stadig ikke udstede rejsedokumenter til XX, og derfor har YYs advokat anket dommen til udlændingenævnet.

Har svigtet min datter

YY var grædefærdig og uforstående. Men det, der gør mest ondt nu, er, at hun ikke ved, hvad der skal ske med XX.

»Jeg er meget ked af, at hun har fået den her barndom. Jeg voksede jo selv op i et børnehjem, og nu er hun endt med det samme. Jeg håbede virkelig, jeg kunne give hende en bedre barndom end min egen,« siger hun og fortsætter:

»Jeg føler, jeg har svigtet hende. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at hun får en god fremtid,« siger hun.

XX ved endnu ikke, at de har fået en udvisningsdom. Men hun kan slet ikke kapere, at det skulle ske.

»Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg tænker på det. Jeg kender mange, der har fået afslag, som så er flyttet til Tyskland, hvor det er nemmere at få opholdstilladelse. Og det vil jeg ikke,« siger hun og fortæller, at hun er begyndt at få slemme mareridt:

»Jeg får mareridt om, at politiet kommer og henter mig midt om natten,« siger hun.

Gider ikke flytte

Først og fremmest skal de to ikke til Marokko, men til asylcentret Dianalund, da Kongelunden er ramt af skimmelsvamp og skal lukkes.
Det betyder ny skole og nye venner for 11-årige XX. Og fremover skal hun dele værelse med sin mor.

»Vi har begge to et privatliv. Jeg sover tidligere end min mor, og jeg hører musik, og så siger hun, at jeg skal lukke døren, men det kan vi jo ikke nu. Og hvis hun skal lave noget med lyset tændt, så kan jeg ikke sove. Det bliver noget rod,« siger XX.

BT har fået aktindsigt i udlændingestyrelsens sag om YY og XX.