100 rumænske børn syge af dansk vaccine

En tuberkulosevaccine fra Statens Serum Institut mistænkes for at have gjort over 100 rumænske børn syge. Dansk Seruminstitut forholder sig roligt indtil videre.

Det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg skriver fredag, at over 100 rumænske børn er blevet syge efter at have fået en danskproduceret tuberkulosevaccine fra Statens Serum Institut. Tallene stammer fra en rapport fra the European Centre for Disease Prevention and Control i Stockholm.

De rumænske børn har haft symptomer, som hævede lymfekirtler og bylder.

Siden marts er 50 af de i alt 115 børn med symptomer blevet indlagt på hospitalet. Den rumænske sundhedsminister Raed Arafat sagde torsdag i rumænsk TV, at tuberkulosevaccinerne er stoppet indtil årsagen til bivirkningerne er fundet.

Statens Serum Institut har dog ikke modtaget nogen officiel udmelding fra de rumænske myndigheder.

- Vi har ikke fået nogen officielle tilbagemeldinger endnu. De bivirkninger der er beskrevet, er fuldstændig velkendte bivirkninger af vaccinen. Spørgsmålet er, om der er flere af den type bivirkninger end der plejer at være, siger administrerende direktør for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen.

Ifølge direktøren kan der være flere forskellige grunde til, at de rumænske børn har fået særligt slemme bivirkninger.

- Vi ved af erfaring, at når lande går i gang med at vaccinere, skal man være meget opmærksom på, at vaccinen bliver givet korrekt, ikke for dybt og ikke for stor dose. Men vi ved ikke noget om det, før vi har hørt fra de rumænske myndigheder.

Derfor forholder han sig rolig indtil videre.

- Jeg kan jo ikke sige om det er hyppigere end man normalt ser eller ej. Det kræver en tilbagemelding fra de rumænske myndigheder, men jeg kan sige, at de her bivirkninger ikke er nogen, der som sådan gør os urolige, fordi de er velkendte ved vaccinen, og i øvrigt står på indlægssedlen.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her