Asylansøgere søger i stor stil mod København. Antallet har været stigende hen over sommeren, og tirsdag har Københavns Politi haft ekstraordinært travlt med at håndtere asylansøgere. Sidst på eftermiddagen havde man registreret knap 100 personer, der søger asyl i Danmark.

»Vi er af og til oppe på store tal, men ikke så mange som i dag. Der kommer flere og flere, og antallet er øget i løbet af sommeren,« siger vagtchef Claus Rønnegaard fra Københavns Politi til Berlingske Nyhedsbureau.

Han fortæller, at det hovedsageligt drejer sig om folk fra Syrien og Eritrea. Asylansøgerne henvender sig selv til myndighederne, når de ankommer til København.

»Langt størstedelen retter henvendelse på politistationer og andre steder med henblik på at søge asyl,« siger Claus Rønnegaard og fortæller, at de når hovedstaden med blandt andet bus og tog.

Når en asylansøger har henvendt sig hos politiet, skal vedkommende afhøres og registreres. Der skal tages billeder og fingeraftryk, og politiet skal undersøge, hvordan vedkommende er kommet hertil. Derefter transporteres asylansøgeren til Center Sandholm.

I sidste måned råbte justitsminister Karen Hækkerup (S) vagt i gevær i forhold til det stigende antal asylansøgere fra Eritrea. Det gjorde hun på baggrund af tal, der viste, at Danmark i juli modtog cirka 510 asylansøgere fra Eritrea mod cirka 10 pr. måned i første kvartal 2014.

»Vi er nødt til at blive klogere på, hvem asylansøgerne fra Eritrea er, hvorfor de kommer til Danmark, og om de har et reelt beskyttelsesbehov. Har de ikke det, skal de sendes tilbage,« sagde Karen Hækkerup 13. august.

»Det virker jo påfaldende, når rejsemønstret for en bestemt gruppe af asylansøgere pludselig - og uden nogen oplagt forklaring - ændrer sig så radikalt, som tilfældet er her. Jeg ved, at politiet har stor fokus på bekæmpelse af menneskesmugling, og Rigspolitiet har oplyst, at der allerede er iværksat en omfattende analyseindsats med henblik på at afdække, om der kan være tale om organiseret menneskesmugling,« tilføjede hun.

Justitsministeriet oplyste ved samme lejlighed, at Norge, Holland og Tyskland tidligere har oplevet pludselige stigninger i antallet af indrejsende fra Eritrea.