Mere end 2000 danskere havner hvert år på skadestuen på grund af hvepse, og i sidste uge døde en 46-årig mand fra Sønderborg af en række hvepsestik. Her kommer ti gode råd mod de små, flyvende stikkere.

Det er højsæson for hvepse, og eksperter advarer om en ekstra slem hvepse-sommer takket være den milde vinter.

Her får du 10 gode råd fra hvepseeksperter.

Undgå at blive stukket

- Gå ikke i panik. Hvepsen kan mærke det, hvis du panikker, og så bliver den også mere aggressiv eller agtpågivende overfor dig, og vil opfatte dig som en trussel.

- Slå ikke efter hvepsen. Det får den til at føle sig truet. Skub den i stedet langsomt væk med flad hånd. Så vil den ofte forsvinde.

- Drik af glas. I en dåsesodavand eller en mørk ølflaske er det næsten umuligt at se en hveps. Hæld drikkevarerne over i et glas. Så kan du holde øje med hvepsene.

- Tjek børnenes drikkevarer. Hold ekstra øje med dine børn, når I er udenfor. De små er mere sårbare overfor hvepsenes gift og er mindre opmærksomme på faren,

Hvis I har et hvepsebo

- Kontakt en skadedyrsbekæmper. Lad være med selv at bekæmpe hvepsene, med mindre du har fuldstændig styr på, hvordan man gør.

- Pas på vandrehistorierne. Der cirkulerer historier om, at man kan dræbe alle hvepsene ved at føre bilens udstødning op til hvepseboet med en slange. Glem det og kontakt en professionel.

- Forstyr ikke hvepsene. Indtil skadedyrsbekæmperen kommer, skal du ikke nærme dig hvepseboet.

- Lav en hvepsefælde: Du kan lave en hvepsefælde ved at fylde lidt sukkerholdigt vand eller væske i en flaske. Hvepsene vil flyve ned i flasken og drukne i vandet.

- Hold hvepsedronningerne væk. Hvis du ofte er plaget af hvepseboer, bør du gennemgå dit hus nøje for at sikre, at der ikke findes overvintrende dronninger. Luk indgangshuller til loft, hulmur eller lignende.

- Hvepse kan også gavne. Hvis det ikke generer nogen, så lad hvepseboet være. De voksne hvepse henter både laver, bladlus, fluer og andre skadelige insekter til deres hvepselarver - til stor gavn for blandt andet drivhusejere.

Hvis uheldet er ude

Giften fra hvepsebrodden er nært beslægtet med slangegift. Et hvepsestik er derfor smertefuldt, og der kan forekomme hævelser og væskeudtrækning i området. Hvis man bliver stukket i munden eller i halsen af hvepse, bør man straks søge lægehjælp, da slimhinderne kan svulme voldsomt op, så man risikerer at blive kvalt af hvepsestikket. Det samme gælder, hvis man er allergisk overfor insekt- eller hvepsestik.

Hvert år dør en til to danskere af hvepsestik. Mere end 200 danskere kommer på skadestuen som følge af hvepsestik.

Kilder: Naturstyrelsen, Hvepseeksperten.dk og Astma-Allergi Danmark.