Historien om Olivia Primdahl Lund er historien om mennesker, der traf de rette valg på de rette tidspunkter og reddede en lille piges liv. To af dem er nomineret til Hjerteforeningens pris, »Årets hjerteredder«.
Seks ubesvarede opkald. Andreas kigger på meddelelsen på sin telefon. Han ringer hurtigt op. »Karina, hvad sker der?«
»Det er Olivia. Jeg ved det ikke. Bliv der, jeg er på vej,« siger hans ekskone, moren til hans datter Olivia, i røret. De lægger på, men Karina ringer tilbage få minutter senere. Der er sket noget alvorligt.
Sekundet efter springer Andreas Lund ned ad trapperne, ud på Islands Brygge, ind i en taxi, over broen, gennem byen mod Østerbro og Rigshospitalet.
Han løber ned ad en lang gang. Den føles endeløs. Braser ind gennem døren for enden.
»Du skal vente her, nej, du skal vente her,« siger lægerne og sygeplejerskerne.
Det er ikke de ord, Andreas ønsker at høre.
Onsdag den 6. januar 2015 er en stille vinterdag som de fleste, men i Virumhallen nord for København er pulsen høj.
Artiklen forsætter under billedet
Hurtig hjælp til Olivia
»Vandpause,« råber klasselæreren Sven Frederiksen til ungerne fra 4. B. på Fuglsanggårdsskolen i Virum, hvorefter han sætter hold til floorball. »Sæt i gang.«
Efter få minutter kommer Olivia, en mørkblond ti-årig med briller og en stor kærlighed til heste, ud til sin klasselærer på sidelinjen, sætter sig ved hans side og læner sig stille op ad ham. Normalt er hun energisk. Altid i gang.
»Nå, er du træt,« spørger han.
»Ja, jeg skal lige sidde lidt ned,« svarer hun.
Dér sidder de ved siden af hinanden og kigger. Pludselig læner Olivia sit hoved længere ind over Sven Frederiksen. Og så falder hun ned i skødet på ham.
»Hvad sker der, Olivia. Hvad sker der?«
Han hæver stemmen – »kom Olivia!« – men hun reagerer ikke. Sven ser bedre efter, Olivia bliver liggende. Nu ser han fråden om munden. Er det et anfald? Hun skal i aflåst sideleje.
Olivia, vågn op. Vågn så op, tænker han.
Han vender Olivia om og lægger hende på ryggen på nogle stole i hallen. Klassekammeraterne spiller videre. Er der puls? Trækker hun vejret? Han er usikker. Han går hårdere til værks, puffer til hende, ryster hende, samler sine hænder og lægger dem på Olivias bryst. Og trykker. Igen. Og så igen. Hun reagerer! Ssshhhhphuuuhh. Ssshhhhphuuuhh. Store, dybe suk hvisler ud af den lille piges mund.
»Hvad sker der,« spørger klassekammeraterne. Spillet er stoppet.
Sven Frederiksen har brug for hjælp. »Hent hjælp.«
Dybe suk.
Den er gal, tænker han.
Han fortsætter med at trykke Olivia på brystet. En-to-tre.
Kom nu, sådan må det ikke være, tænker han.
»Er læreren ikke dernede,« spørger Jan Garben, halmedarbejder i Virumhallen.
»Jo, men du skal komme,« svarer børnene, der er sendt op for at hente ham.
Inde i hallen ser Jan Garben en lærer sidde med Olivia på en af stolerækkerne.
»Hvad er der galt?« spørger han. Men han ved det godt, Olivia er helt grå i ansigtet.
Jan Garben tager over, gnider pigen på brystkassen. Sekunderne går. Ingen reaktion. Ned på gulvet, hun skal ligge helt plant, tænker han. Jan Garben har været på kursus i hjertemassage tre uger tidligere.
»Vi skal have gang i hjertemassage. Har hun slugt tungen?« siger han højt.
Jan Garben fortsætter med at massere hjertet, mens Sven Frederiksen ringer 112.
To medarbejdere i hallen kommer til med en hjertestarter. Jan Garben sætter den på. Og så ro. Hjertestarteren tager over. Analyserer hjertet. Måler pulsen. Leder efter hjerteslag. Den støder. Ny analyse.
»Ingen reaktion – fortsæt hjertemassage,« står der på displayet. »Ingen reaktion.«
Artiklen fortsætter under billedet
En lille ambulance
På sit job er Olivias mor, Karina Primdahl, lige kommet tilbage fra frokost. Hun tjekker sin telefon. Ah, det er Olivias klasselærer, ser hun på displayet. Mon Olivia er lidt halvsløj?
Sven Frederiksen spørger i telefonen, om Olivia har epilepsi. Han taler hurtigt. Nej, det har hun ikke, svarer Karina.
»Sven, Sven, kan jeg nå frem?« spørger hun.
På vej i bilen ringer hun igen og igen til Olivias far. Optaget. Optaget. Optaget. Hun sætter telefonen op til øret, klemmer den fast mellem kind og og skulder. Hænderne på rattet. Fra Herlev mod Virum, det tager få minuter, ved hun. Telefonen dutter optaget. Læg nu på, Andreas. Senere vil hun kun kunne huske køreturen i brudstykker. Hun kører alt for stærkt. Ender inde over græsplænen uden for Virumhallen. Der holder en stor ambulance – og en lille. Pis. Det her kan ikke være godt. En lille ambulance bringer ambulancelægerne hurtigere rundt ved alvorlige tilfælde, det ved hun. Halmedarbejderne guider. Skolens rektor stopper hende fem meter fra Olivia.
»Du kan ikke gøre noget, Karina,« siger han.
Der står hun så. Hun ser Falck-mændene arbejde på sin datter. Hun fryser blikket på Olivia og opdager, at hendes læber er blå. Det samme er hendes tæer.
Få minutter tidligere. Endnu et rungende suk fra den livløse pige på gulvet.
»Der kommer liv i hende,« siger Sven Frederiksen.
Men det passer ikke, tænker Jan Garben. Det sker kun på film. Man får ikke liv i et menneske med hjertemassage, har han lært på sit førstehjælpskursus for nylig, man holder hjertet i gang med at pumpe. Om i sideleje. Pulsen forsvinder. Om på ryggen igen. Jan folder hænderne, tryk, tryk.
Artiklen fortsætter under billedet
Ambulancefolkene ankommer. Fortsæt med hjertemassagen, siger de, mens de rigger an. På et tidspunkt tager lægerne over. Jan og Sven giver slip.
Karina kører med i ambulancen. Olivias far er på vej ind til Riget.
Tiden fortaber sig i det uvisse, og ingen af dem ved i dag, hvor lang tid, der er gået. Ifølge rapporten fra hospitalet gik der 17 minutter fra Sven Frederiksen ringede til alarmcentralen, til Olivia Primdahl Lund kom ind på akutmodtagelsen på Rigshospitalet i København.
20-25 læger og sygeplejersker står klar i akutmodtagelsen. Det ene team går frem, så tilbage, og et nyt tager over. Karina Primdahl får en tung dragt på, der beskytter mod røntgenstrålerne.
»Jeg er her for dig,« siger sygeplejersken.
Nej, nej, du skal være der for Olivia, tænker Karina.
»Det skal nok gå,« havde Falckmanden sagt mellem de hylende sirener på vej ind mod byen.
Årsagen SKAL findes
Inden klokken 17.00 den dag – den 6. januar 2015 – stopper Olivias hjerte med at slå fire gange. Lægerne aner ikke hvorfor.
Olivias far kommer til. På briksen ligger Olivia i træningsbukser. Hun er helt væk, tænker han. En maskine trækker vejret for den lille pige. Lægerne flytter hende op på afdeling 4141, Thoraxanæstesiologisk klinik. Der går halvanden time, før de kan se deres datter igen. Andreas Lund er tryg ved, at der er så professionelle omkring Olivia. Hun ser fredfyldt ud. Som om hun ligger og sover.
Men hvor ender det her, tænker han.
Olivia er nu i Rigets hænder.
I ambulancen, før hun kom ind på det store hospital på Blegdamsvej, fik hun kredsløb igen, hun har nu et blodtryk, man kan mærke puls, men hun er bedøvet, og maskiner trækker vejret for hende. Der kommer blod op fra lungerne. Da lægerne fører en kikkert ned i bronkierne, begynder rytmeforstyrrelserne i hjertet igen. Og hjertet stopper med at slå.
Lægerne på Riget beslutter at lægge Olivia i ECMO – en særlig hjerte-lungemaskine, der overtager lungerne og hjertets arbejde, mens specialisterne undersøger hende. Lægerne fører et kateter ind i en blodåre. Kateteret fører blodet gennem ECMOen, der ilter blodet og sender det tilbage i en pulsåre. Et smukt kredsløb, der sikrer blod til hjernen, men det har en pris. Det iltede blod fra ECMOen kommer ikke ned til benet, da kateteret i pulsåren blokerer for blodgennemstrømning til benets muskler.
Artiklen fortsætter under billedet
Ingen siger det på det tidspunkt til Olivias forældre. Men mange vågner aldrig fra ECMOen. Maskinen er til døende. ECMOen vinder lægerne tid, men hvor længe? Vil hjertet komme sig af sig selv? Hvad er årsagen til, at Olivias hjerte stopper igen og igen, spørger lægerne hinanden.
Over de næste fem dage forsøger lægerne på afdeling 4141 at afvikle ECMOen to gange for at se, om Olivia kan klare sig uden. Det kan hun ikke. Hjertet forsøger, men fader så stille ud. Der bliver længere mellem slagene.
Der bliver talt om et kunstigt hjerte til Olivia. Og om transplantation. Men et børnehjerte, det finder man ikke bare lige, tænker Olivias far.
Lægerne kan intet se på scanningerne. Hvorfor vil Olivias hjerte ikke slå?
Benet skal også reddes
Hjertekirurgen Morten Helvind banker på ved 23-tiden om aftenen på dag ét. Olivias forældre har indrettet sig på et af Rigshospitalets rum for pårørende. Olivias højre ben er blevet hårdt, fortæller Morten Helvind. Der er risiko for amputation. Kirurgen har en løsning: Han vil spalte Olivias højre ben op langs siden for at lette trykket.
De bruger aftenen på at tænke og bede. Måske kommer Olivia ikke til at ride igen. Deres tanker kredser om det konkrete. Om små faktabidder, de kan hænge håbet på. Måske er det chokket. Evnen til at se frem er lammet. De kan kun være i situationen, en oplysning ad gangen, en time ad gangen.
På intet tidspunkt stiller Olivias mor og far sig spørgsmålet: Kan vores datter dø?
Artiklen fortsætter under billedet
To dage senere forlænger lægerne snittet op langs benet. En pige på ti år har tre liter blod i kroppen. Sygeplejersker fylder hver dag seks liter dybrødt blod fra poser på Olivia. De må svabe blodet fra hendes ben op med servietter.
Der er bedre plads i et voksent hjerte end i hjertet på et barn. Et barns hjerte er renere. Vævet er blødere og lettere og mere eftergivende i et ungt organ. Der sidder ikke fedt i vejen for kirurgens fingre og redskaber. Man kan bedre finde vej til et barns hjerte. Og man finder næsten altid det, man søger.
Overlæge og teamleder for børnehjertekirurgi, Morten Helvind, tænker sjældent over, hvad han skal lave næste dag. Men han gør det nogle gange, når han skal operere et barn. Der er mere på spil. Og den 13. januar er det Olivia, der ligger på briksen foran ham.
Sorte områder på hjernen
Olivia er en sjældenhed. Men både Hanne Berg Ravn, overlæge og professor på afdeling 4141, der følger Olivia under hele forløbet, og Morten Helvind har set enkelte tilfælde som Olivia før. Et barn, der var faldet om efter basket, et andet efter fodbold, et barn, der pludselig fik hjertestop under sin dykkertræning. Alle unge kroppe med unge hjerter.
Det var det, der fik lægerne til at undersøge Olivias kranspulsåre nærmere. Som man gør det ved folk, der har levet et helt liv.
Sådan så Olivias hjerte ud, da de åbnede Olivia med et snit fra brystbenet ned til solar plexus: Aorta, som fører blod fra hjertet og ud i kroppen, har to grene – den venstre og højre kranspulsåre. Den venstre deler sig hurtigt i to mindre blodårer. Det var her, Olivias hjerte var defekt. For den ene af de to kranspulsårer stødte i Olivias hjerte ind i aorta. Og da Olivia opvarmede til floorball, udvidede aorta sig og pulsåren blev klemt. Dermed blev der lukket af til kranspulsåren ud til hjertemusklen.
Lige så svært det var for lægerne at se udefra, lige så let er det nu for Morten Helvind at operere: En traditionel bypass. Barnemad for en hjertekirurg. »Kom så Olivia, du er så stærk, du har klaret så mange vanskeligheder – nu skal det hjerte bare slå af sig selv,« siger Olivias forældre til hinanden.
Artiklen fortsætter under billedet
Lægerne lukker ikke hullet til Olivias hjerte, men placerer et stykke gul plastik over. En pacemaker giver hende rytmiske stød. De tester hendes hjerte.
Karina og Andreas’ lille pige overlever. De er lykkelige. Men hvad er der tilbage af Olivia? Hvad får vi med hjem, spørger de hinanden.
Lægerne begynder den neurologiske udredning. På scanningen ser man sorte områder både dybt i hjernen og yderst. Det kan være tegn på hjerneskade.
Men barnets hjerne er mere tilgivende end en voksens. Mere plastisk. Den kompenserer bedre. De mørke huller på scanningen af Olivias hjerne fjerner ikke alt håb.
I dagene efter operationen sidder Olivia i sin kørestol og stirrer tomt ud i luften. Forældrene kigger hende dybt i øjnene, men får kun tomme blikke tilbage. Men med tiden begynder øjnene at følge figurerne, når hun ser tegnefilm. Hun reagerer også, når hun hører navnet på sin hest, bemærker plejepersonalet. Da Olivias mor en dag børster hendes tænder, bider hun fast. Olivia viser, at hun er derinde, føler Karina.
I slutningen af januar får de kontakt. Olivia skal ud, beslutter hendes far, så sygeplejersken og portøren hjælper hende op. En tager ryggen, en til benene, en støtter hovedet. De bakser hende over i en kørestol. Rigger til med iltapparat og alle mulige andre maskiner. Da Andreas og personalet kører Olivia ud i foyeren og siden ud i den friske luft, reagerer hun.
»Har du ondt, Olivia,« spørger han sin datter.
»Nej,« hvisker hun langtrukkent.
»Hvad er der så, skal du tisse?«
»Ja.«
Olivia sidder i sofaen i sin mors rækkehus i Virum, men springer op, da fotografen spørger, om hun må se hendes værelse. Isen er brudt. Fire utydelige ar fra 150 sting langs hendes højre ben vidner om hendes kamp.
Artiklen fortsætter under billedet
Glæder sig til skoletid igen
Det er februar 2016, godt et år efter faldet. Olivia er blevet 11 år. I stuen sidder Olivias far, mor, klasselæreren Sven Frederiksen og halmedarbejderen Jan Garben. De to sidste er nomineret til Hjerteforeningens pris »Årets Hjerteredder« for deres indsats i Virumhallen. Prisen uddeles i aften.
Olivia lå på afdeling 4141 i 28 dage. Derefter i 75 dage på Hvidovre Hospital til genoptræning af musklerne, hvor hendes mor var indlagt sammen med hende. Her så familien fysiske landvindinger hver dag. De oplevede, at Olivias smagssans havde ændret sig. Hun havde ikke spist i en måned, og pludselig skulle der citron på alt. I tiden efter forsvandt appetitten igen, og hun måtte som på Riget have en mavesonde med proteinholdig mad.
Efter genoptræningen på Hvidovre har hun gået til genoptræning på den anden side af Kongevejen på »rehab«, som hun kalder det, et rehabiliteringscenter for børn og unge med erhvervet hjerneskade. Hun går direkte derover efter skole. Udfordringer er der stadig. Både fysisk og mentalt. Olivia bliver hurtigere træt, evnen til at multitaske skal forbedres, men alt, hvad hun har lært gennem livet, er der stadig. Indimellem trækker hun lidt op i højre ben, måske er det fantomsmerter. Men hun kan vrikke og vippe fuldt ud med foden, så videre med genoptræningen.
Olivia går i skole fire dage om ugen fra klokken otte til 12 i sin gamle klasse. Hun vil ikke gå en klasse om, selv om et år er forsvundet. Til april satser de på, at hun er tilbage på fuld tid med hjælp fra en støttelærer.
»Hun er kommet stærk ud af det. Nu kan hun se slutningen. Målet er der,« siger Karina Primdahl.
På Rigshospitalet taler man stadig om Olivia og hendes to hjælpere i hallen.
»Det er meget imponerende, det, de har lavet under meget svære betingelser. De har gjort det rigtige. De har sat hjertestarteren på, de har masseret hende, de har sørget for, at risikoen for hjerneskade var minimal, indtil lægerne og ambulancen kom,« siger Hanne Berg Ravn.
Olivia glæder sig bare til at komme i skole. Da hun kommer ned igen med fotografen, mange fotos senere, splintrer hun rundt. Som en 11-årig med masser af energi nu gør.
Hun husker intet af det af det skete. Men det gør de andre. Det vil de altid gøre.
»Når man er ti år, skal man jo ikke falde om med hjertestop, der skal man være forkølet og have influenza,« siger Sven Frederiksen.
Nogle gange spørger han sig selv, om han burde have set det komme. Han husker, at Olivia på et tidspunkt i gymnastiktimen spurgte, om hun måtte tage skoene af, fordi de klemte. Var det et tegn? Lægerne siger nej, men alligevel?
Det er endnu for tidligt at sige, om Olivia slipper helt uden mén. Det skal de næste måneder og år vise.
Karina Primdahl tænker mest på dét, der er vigtigt for en mor. At hun var glad for, at hun fik sagt ordentligt farvel til Olivia den dag, hun faldt om. Det havde været en dejlig morgen. De havde sagt farvel til hinanden med kys og knus.
