Hvis du læser med fra mobil, så klik her for at se videoen.

Det er ikke mere end seks uger siden, at 10-årige Joud Saleh flygtede fra krigen i Syrien sammen med sin mor, far og lillesøster. I dag jonglerer hun allerede med grammatik og danske gloser – noget der ifølge hendes lærer er »Meget meget usædvanligt«. Det fortæller TV2 Nord.

TV2 Nord har snakket med Joud Saleh og hendes lærer på Skolegade Skole i Brønderslev, Bjarne Axelsen. Bjarne Axelsen underviser til dagligt flygtningebørn i det, som man kalder modtagerklassen, hvor de klædes på til at komme ud i en dansk skoleklasse. Han er meget imponeret over, at Joud Saleh har lært at tale og forstå dansk på blot 6 uger.

Foto: TV2 Nord
Vis mere

»Det sker aldrig, så det er meget unormalt, at det sker,« siger Bjarne Axelsen.

Joud Saleh, der bor i Hjallerup sammen med sin familie, giver selv et bud på, hvorfor hun har lært dansk så hurtigt. Hun fortæller, at hun læser fire timer hver dag, når hun kommer hjem fra skole, og at hun desuden ser en masse dansk fjernsyn, specielt DR’s børneprogrammer Ramasjang og Ultra.

Hendes niveau i dansk er så godt, at man allerede nu taler om at sende hende i skole med danske børn. Normalt tager det 2 år med undervisning i modtagerklassen, før at flygtningebørn kan komme i dansk skole.

»Det er meget specielt, for det tager normalt lang tid, før man har fået sproget ind under huden,« siger Bjarne Axelsen.

Selv ved Joud Saleh godt, hvad målet med hendes skolegang skal være. Hun vil nemlig gerne være øjenlæge eller tøjdesigner, når hun bliver stor.

Hør Joud Saleh, når hun træner grammatik.