Tour-vinderen beklager nu sin 'hilsen' til fotografer.

Det blev for meget for Bradley Wiggins, da han efter en overnatning på et hospital blev modtaget af et stort opbud af fotografer ved sit hjem. Wiggins havde været indlagt, efter en bil onsdag kørte ham ned under en træningstur.

Om det var styrtet, overnatningen på hospitalet eller generel utilfredshed over at fotograferne havde belejret hans hjem, melder historien ikke noget om - men faktum er i hvert fald, at Wiggins var rasende og gav de fremmødte fotografer fuck-fingeren.

Men den episode beklager årets Tour de France-vinder nu.

- Jeg vil gerne beklage min gestus, da jeg kom hjem. Jeg var træt, jeg havde ondt, og jeg ville bare hjem. Men jeg skulle ikke have gjort, som jeg gjorde, siger Wiggins i en pressemeddelelse, hvor han også takker dem, der har støttet ham, siden han blev påkørt.

- Jeg vil benytte anledningen til at takke alle for de rare tanker og beskeder jeg har fået de sidste døgn, lyder det i pressemeddelelsen.

Ulykken har kostet Wiggins brud på ribbenene, ligesom en finger har været gået af led. Team Sky forventer dog, at deres superstjerne snart er tilbage på cyklen igen.

- Hævelsen i fingeren er fortaget, og han slipper for operation. På mandag skal han have taget nye røntgenbilleder af ribbenene. Nu restituerer han hjemme ved familien, og han burde være klar igen i løbet af kort tid, fortæller Team Sky.