Stik mod alle forventninger proklamerer Bradley Wiggins nu, at han vil vinde Tour de France 2013

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der hersker tydeligvis forvirring om, hvem der skal vinde hvad for dominante Team Sky i 2013.

I sidste måned fremlagde Team Sky-bossen Dave Brailsford en indledende tanke om, at den forgangne sommers luksushjælperytter Chris Froome skulle fokusere tungt på Tour de France, mens Bradley Wiggins så kunne tage sig af Giro d'Italia. Men det virker til, at Bradley Wiggins har intentioner om at få sin chef på andre tanker.

- Jeg vil formentlig prøve at vinde mit andet Tour de France, så jeg ved ikke helt, måske vi skal have to holdkaptajner, har Wiggins sagt til BBC Radio 5.

- Mit mål er at vinde Touren næste år, men om det bliver realiseret eller ej, det ved jeg ikke. Hvordan det passer ind i holdets planer, ved jeg ikke, det er mere Daves (Brailsford, red.) problem at bekymre sig om. Det handler om, hvordan vi får mættet to munde, siger Wiggins med reference til egne og holdkammeraten Froomes ambitioner.

Udmeldingen er højst overraskende set i lyset af, at der synes at have været bred enighed om, at næste års rute i langt højere grad passer til Froome, da antallet af enkeltstartskilometer - Wiggins store force - er sat ned fra 100 til 65. Dertil er der også kommet flere skrappe stigninger på Tour-ruten, hvilket også taler til Froomes fordel.

Wiggins sagde da også i interviewet med BBC Radio 5, at han ikke vil modsætte sig holdets ledelse, hvis de ender med en strategi, der går imod hans mulighed for at forsvare sin Tour-sejr.

- Ligegyldigt hvad holdets strategi er, så støtter jeg den, ellers skal man ikke stille til start, for der vil være andre, som er villige til at udføre den opgave, sagde Wiggins.