Det ser alligevel ud til, at Bradley Wiggins dropper Tour de France til fordel for en satsning på Giro d'Italia. Sidste års Tour-vinder regner med, at Team Sky satser på Chris Froome i Frankrig.

Først ville han ikke, så ville han gerne, og nu regner Tour de France-vinderen Bradley Wiggins ikke med, at han kommer til at forsvare sin titel på de franske landeveje til juli.

- Jeg vil meget gerne vinde Tour de France en gang til, hvis jeg får muligheden. Ikke nødvendigvis denne sæson, det ville være fantastisk, men det ser ud til, at Chris bliver holdkaptajn i år, siger Wiggins i et interview med den franske sportsavis L'Equipe.

- Men det betyder ikke, at jeg kommer til at sidde i front 200 kilometer hver dag på arbejde for Chris, fastslår Wiggins, der har haft en noget vanskeligt forhold til sin kenyansk-fødte landsmand, som udfordrede hierarkiet under sidste års Tour.

Men han stadig forestille sig, at han får muligheden i år, hvis noget går galt for Froome.

- Der kan ske noget med Chris... han kan blive syg, han kan styrte, som det skete for mig i 2011, hvor vi kom til at mangle en kaptajn.

I stedet fastslår Wiggins, at hans primære mål i år er at vinde Giro d'Italia i forsommeren.

- Giroen er min nye udfordring. Det er den ild, der brænder inde i mig. Jeg tror, at på nogle måder vil det være hårdere at vinde den end at vinde Touren, siger Wiggins til den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.

- Der vil være ryttere som Nibali, der er bedre forberedt end til Touren 2012, og som ved, hvordan man skal køre en Giro for at vinde den.

Wiggins afviser, at der skulle være knas på linjen i forhold til Chris Froome trods tydelige tegn på manglende tillid under sidste års Tour:

- Der er ingen problemer mellem mig og Chris, ingen tvivl om gensidig loyalitet.

Wiggins er blevet adlet for den indsats, han har gjort for Storbritannien på to hjul, og den titel har han planer om at udnytte - på sin helt egen måde. Han overvejer blandt andet at møde op på Manchester Uniteds træningsanlæg i en Liverpool-trøje.

- Jeg er ridder, jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til, siger Wiggins kækt til La Gazzetta.

Han begynder sæsonen med Mallorca Challenge i næste måned, efterfulgt at Tour of Oman.